Hans Henriksen har fået forlænget sin kontrakt med fire år

AALBORG: Der er genvalg til direktør på Aalborg Teater Hans Henriksen.

En enig bestyrelse for teatret har netop besluttet at forlænge ansættelsen af direktøren med yderligere fire år.

- Jeg er meget glad for at kunne fortsætte det omlægningsarbejde, som vi har været i gang med gennem de seneste to år. Vi kan mærke at interessen for teatret er øget, og at der ligger nogle spændende år forude for Aalborg Teater hersker der ikke nogen tvivl om, og jeg glæder mig meget til at være med til at sætte mit præg på teatret, også i de kommende år, siger Hans Henriksen og tilføjer, at Aalborg Teater er i gang med at udvikle sig til en ny platform for produktion og opførelse af scenekunst med endnu flere forestillinger på plakaten, større udviklingspotentiale og større ambitioner, både i forhold til kunst og popularitet.

- Jeg er meget optimistisk for Aalborg Teaters fremtid og er rigtig glad for at være en del af den fremtid, lyder det.

Bestyrelsesformand Inger Askehave glæder sig til det fortsatte samarbejde med direktøren.

- Med Hans Henriksens forlængelse som teaterdirektør ser bestyrelsen frem til at fortsætte den vigtige kunstneriske bevægelse, vi har sat i gang på Aalborg Teater. At vi er på rette vej, viser den modtagelse publikum har givet det nye sæsonprogram helt tydeligt. Vi er i bestyrelsen overbeviste om, at Hans Henriksen er den helt rigtige til at føre denne transformation videre, siger hun.

Hans Henriksen kom til Aalborg Teater 1. august 2015, hvor han overtog posten efter Morten Kirkskov.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...