Skuespiller Line Nørholt har fået sit drømmejob på Aalborg Teater. Mød hende her

AALBORG: Indtil Aalborg Teater måtte aflyse alle forestillinger frem til 3. januar på grund af coronarestriktionerne, kunne Line Nørholt opleves i juleforestillingen ”Snefald”. En forestilling, der kørte for fulde huse, og hvor Line Nørholt spillede hovedrollen som pigen Selma. Hun er udannet fra Den Danske Scenekunstskole København i 2019. Den 27-årige skuespiller har drømt om at stå på scenen, siden hun selv var en lille pige. Derfor var hun også lykkelig, da hun i foråret fik drømmejobbet på Aalborg Teater. Hun kommer fra Hobro, så teatret i Aalborg har altid været ”hendes” teater. Hun er kommet der som barn sammen med sin farmor og har selv set ”Snefald”, da hun var otte-ni år. Næste år kan du se Line Nørholt i opsætningerne af Herman Bangs Tine og i teaterkoncerten ”Drømte mig en drøm”

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

Det får mig til at tænke på gåture ved havnefronten. Måger. Barndomsminder fra zoologisk have. Den sidste tid med flere familiemedlemmer på Sygehus Syd. Min tid som teenager, hvor jeg tog i gaden for at feste og blev nødt til at vælge imellem at tage toget hjem til Hobro enten klokken 00 eller klokken 6 om morgenen. Jeg valgte altid klokken 6. Det blev nogle lange byture, der først stoppede, da lyset blev tændt.

Der er mange minder fra mit liv, der er knyttet til den her by.

Line Nørholt kan næste år ses i opsætningerne af Herman Bangs Tine og i teaterkoncerten ”Drømte mig en drøm”. Foto: Kim Dahl Hansen

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i Aalborg?

Teatret, Rema1000 og min lejlighed er den trekant, jeg bevæger mig mest i lige nu, hvor der er rigtig travlt.

Teatret er selvfølgelig mit yndlingssted i hele byen. Det er der, jeg stort set bruger alle mine vågne timer, og jeg elsker det virkelig. Det var det første sted, jeg blev introduceret til scenekunst, og jeg er så stolt af selv at stå på scenen nu efter alle de år.

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig?

Min yndlingsperson i Aalborg er helt klart min lillebror Tobias. Vi har ikke boet i samme by, siden jeg flyttede hjemmefra, så jeg synes, det er rigtig dejligt, at vi endelig bor tæt på hinanden igen.

Han er sådan en god fyr, der altid er der for mig, og vi kan grine sammen på en helt særlig måde. Det sætter jeg stor pris på!

- Når jeg skal helt ind i julehumørets kerne tager jeg hjem til mine forældres gård lidt udenfor Hobro, fortæller Line Nørholt. Foto: Kim Dahl Hansen

Hvordan er det at være ung skuespiller i Aalborg?

Det er super fedt. Der er sådan et godt sammenhold på teatret, synes jeg, og vi hygger os meget med hinanden. Jeg synes, det er meget inspirerende at være en del af et ensemble - vi er jo altid de samme skuespillere, men vi bliver hele tiden kastet ud i nye projekter med nye vinkler og nye instruktører.

Det er så fedt, at vi kan bygge videre på det, vi allerede har opnået sammen, og hele tiden udvikle os.

Hvor går du hen når du skal i julehumør?

Når jeg skal helt ind i julehumørets kerne tager jeg hjem til mine forældres gård lidt udenfor Hobro. Der er så smukt og fredeligt - og så dyrker de juletræer, så det bliver jo ikke meget mere julet end det. Især når det sner.

Når familien er samlet der, så er det rigtig jul.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...