
Techcollege laver guidede ture - på nettet
Viser skolens afdelinger frem for at hjælpe unge, der er i tvivl om uddannelse
AALBORG: Man kan få en fremvisning af en bolig på nettet. Og nu kan du også se en uddannelse.
Normalt laver Techcollege hver eneste uge rundvisninger for unge, der gerne vil vide mere om de uddannelser, man tilbyder på uddannelsesinstitutionen og se de fysiske rammer på skolen.
Men alle samtaler og guidede ture er i disse uger aflyst, og hvad gør man så, når man er usikker på om en fremtid som frisør, tømrer eller mediegrafiker er noget for en. Jo, man kommer på en live-rundvisning på nettet.
På fredag, 24. april, klokken 10 går Techcollege live på Facebook for første gang, når to uddannelsesguider viser skolens Agri-afdeling frem. Her kan man blandt andet blive klogere på landbrugsuddannelsen, skriver skolen i en pressemeddelelse.
Techcollege har flere end 30 forskellige uddannelser og der vil løbende komme flere live-rundvisninger.
På onsdag 29. april kan du eksempelvis se gastronom- og tjeneruddannelser, mens det fredag 1. maj er tømrer- og mureruddannelserne, der står for tur.
Skolen understreger, at man håber, at mange, der er nysgerrige på uddannelserne, vil se med.
