
It-problemer ramte flere valgsteder: - Kan vi så stemme i morgen?
Et af de største afstemningssteder i Aalborg fik it-problemer
Opdateret tirsdag formiddag med endnu valgsted.
AALBORG: Et af de største afstemningssteder i Aalborg by - Haraldslund - blev i morges ramt af it-problemer, som forsinkede valghandlingen et kvarters tid.
Vælgere stod ved 8-tiden i kø for at komme ind og afgive deres stemme.
Men det kunne de ikke komme til.
- Der var tekniske problemer med valgsystemet, fortæller kontorchef Freddy Falk fra juridisk kontor i Aalborg Kommune. Han er valgkoordinator.
Haraldslund er et "elektronisk" valgsted. Her indscannes vælgernes valgkort elektronisk - i stedet for, at valgtilforordnede skal finde frem til vælgerne i en bog med en liste over stemmeberettigede.
Normalt betyder det elektroniske system, at vælgerne hurtigere vil få udleveret stemmesedlen og derefter kan gå ind i stemmeboksen.
Men i stedet skabte it-problemerne i morges lang kø, og ved 8-tiden lød meldingen til de vælgere, der stod i kø, at der nok ville gå en times tid, inden problemerne var løst.
Det fik adskillige frustrerede vælgere til at forlade køen - de opgav at stemme i morges.
- Kan vi så stemme i morgen? Spurgte en af de frustrerede i køen ved Haraldslund.
Men efter et kvarters tid kunne afstemningsstedet i Haraldslund endelig åbne op, så de ventende vælgere kunne komme ind og sætte deres kryds.
Freddy Falk understreger, at det ér muligt at gennemføre valghandlingen på "gammeldags vis" med brug af valgbøger, hvis it-systemet går helt ned.
- Det var ikke alvorlige it-problemer i Haraldslund, beroliger han.
Startvanskeligheder i Sæby
Også valgstedet i Sæby havde problemet.
- Systemet stod og kørte og kørte. Vi nåede lige at gå over til manuelt, men efter ti minutter var vi tilbage på det digitale system, siger Marianne Qvist Lessél, der er leder af Direktionssekretariatet i Frederikshavns Kommune, der står for valgkoordinationen.
Hun regner med, at det bare var startproblemer.
- Alt kører som det skal lige nu, og det krydser vi fingrer for, at det fortsætter med, siger hun.

