ANR rækker hånden ud til nordjyske musikere og har netop udvalgt Thomas Blum til et besøg i studiet

AALBORG: Coronakrisen sætter mange begrænsninger, og er blandt andet skyld i aflysninger af koncerter og events over hele verden. Det presser naturligvis musikerne, og det har sat gang i et lokalt samarbejde mellem ANR, Radio NORDJYSKE og KORMA, som i denne tid sætter ekstra fokus på nordjysk musik både på radiostationerne og på de sociale medier.

Thomas Blum er en af dem, som har fået glæde af samarbejdet. Han blev nemlig udvalgt til at komme en tur i ANRs studie på Boulevarden til en snak, og så blev hans nummer Hjem Alene selvfølgelig spillet i radioen. Du kan høre det i bunden af artiklen.

Det er en udfordrende tid

Coronakrisen er bestemt ikke gået ubemærket hen for Thomas Blum, der har måttet ændre sine planer den seneste tid.

- Det har helt klart påvirket mig. Min samarbejdspartner og jeg lever af at spille musik, og pludselig blev alle vores spillejobs aflyst, så vi var ved at gå lidt i panik, fortæller han.

- Vi havde egentlig også planlagt, at den her single skulle udkomme for lang tid siden, men nu havde vi ikke de samme penge til rådighed. Heldigvis har vi fået styr på det og har fået lagt en anden strategi, og det går skide godt med sangen. Jeg er også så småt ved at få nogle spillejobs i kalenderen igen, fortsætter Thomas Blum.

Han beskriver sig selv som en singer-songwriter, der elsker at bevæge sig i popuniverset, og der bliver ikke sparet på følelserne i hans tekster. Det er den seneste single Hjem Alene et godt bevis på.

- Det er en typisk kærlighedsballade. Jeg skrev den for mange år siden, og så har jeg taget den lidt op her og der igennem tiden og har arbejdet videre med den, og nu er jeg blevet meget glad for den, siger han.

- Den er skrevet til bypigen, som går i det rigtige tøj og gør alle de rigtige ting, men som man ikke kan få fat i. Når man hører nummeret, kan man selv fortolke, om det så lykkedes eller ej, fortæller han.

Camilla Gammelgaard
Den nordjyske musikere udgiver flere numre i nærmeste fremtid. Foto: Privatfoto

Der er mere fløde på vej

Thomas Blum er glad for at være udvalgt til at komme i studiet hos ANR, og han smiler over hele hovedet, da Hjem Alene bliver sat på.

- Det var rigtig nice at høre det i radioen, det er første gang det bliver spillet, fortæller han.

Den seneste tid med en halvtom kalender har ikke kun været en negativ ting. Den er også blevet udnyttet til fulde. Thomas Blum kan nemlig afsløre, at der venter flere numre lige om hjørnet. Endnu en gang bliver der ikke sparet på den følsomme side.

- Der kommer mere popmusik og mere fløde, siger han med et grin.

Fremtiden står fortsat åben for den unge musiker, men der er én drøm, som stråler helt klart foran ham og overskygger alle andre.

- Jeg har altid sagt til mig selv, at når jeg står og spiller på Roskilde Festival, så har jeg nået toppen. Så er jeg der, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...