Indvielse af klubhus og høstfest

AALBORG: Søndag eftermiddag blev der festet hos foreningen Aalborg Fjordhaver. Der var indvielse af foreningens nye klubhus, "Fjordhuset", ved Vestre Fjordpark - bygningen tættest på Egholmfærgen.

Samtidig benyttede man lejligheden til at holde høstfest, en af sæsonens vigtigste begivenheder.

Mange af foreningens 86 medlemmer med familie var på plads, da Tine Bock, formand for Aalborg Fjordhaver, bød velkommen.

Bestyrelsesmedlem Peer Knudsen sang for på Fjordhave sangen, som han selv har forfattet en glimrende tekst til, og herefter kunne deltagerne hygge sig i det skønne efterårsvejr med blandt andet suppe og paella med egne, nyhøstede Limfjords-muslinger.

Fjordhaver er kolonihaver - bare under vandet. I stedet for kartofler og jordbær, dyrker man muslinger, østers og tang.

Foreningen Aalborg Fjordhaver er stiftet i 2014 og er en af fire Fjordhaver i Limfjorden, som er finansieret af Nordea-fonden.

- Det projekt afsluttes 31. december i år, og så fortsætter Aalborg Fjordhaver som en almindelig forening. Foreningen, der er pionerer inden for dyrkning af muslinger i privat regi, har medlemmer i alle aldersgrupper og har en bred social fordeling med hensyn til erhvervsaktive og pensionister. Hele ideen med fjordhaver er at gøre det muligt for lokale interesserede at producere skaldyr og tang i små mængder til eget forbrug, fortæller formand Tine Bock.

Aktiviteterne i Aalborg Fjordhaver foregår hele året. Nogle foregår på flåderne og produktionsstedet ved Lindholm Fjordpark, tæt på Kulturbroen, og andre i "Fjordhuset".

- Vi holder løbende klubaftener og arbejdslørdage eller -søndage på flåderne. I løbet af foråret hænges bændler ud for at opsamle yngel, som senere udvikler sig til bitte små muslinger. Muslingerne sorteres i størrelser og hældes i såkaldte "strømper". Spiseklare muslinger tager medlemmerne, som deltager i klubaften, med hjem til gryden. De for små muslinger hældes i nye "strømper", fortæller Tine Bock.

Med etablering af "Fjordhuset" er der indledt et godt samarbejde om vidensdeling med Naturvejlederne og Skoletjenesten i Aalborg, hvor de kan udnytte anlægget til formidling af naturvejledning og undervisning af elever.

- Vestre Fjordpark er et fantastisk sted, og på lidt længere sigt håber vi på, at vi også kan få et par produktionssteder og flåder oprettet på denne side af fjorden, slutter Aalborg Fjordhavers entusiastiske formand, Tine Bock.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...