Klumme af Kirstine Richter Hansen

AALBORG: Det er lørdag. Klokken er 23.15, og jeg er til fest ved min underbo. Det har jeg været de sidste fire weekender, og denne weekend er ingen undtagelse. Taget i betragtning af, at jeg kun har boet her i en måned, må jeg konkludere, at min underbo er yderst god til at stable en forsamling på benene, så snart weekenden indtræffer. Jeg vil skyde på, at han er i slut trediverne eller start fyrrene, hvilket den lille studielejlighed dog ikke afspejler.

Aldersforskellen mellem os er måske også årsagen til, at han hører en lidt anderledes playliste, end den jeg normalt lytter til med veninderne. Lige nu brager "Krøller eller ej" ud af højtaleren, og vi synger alle med, så højt vi kan. Det har vi gjort siden klokken 20.

De første 12-16 genstande er røget indenbords, og Nielsen væltede for lidt siden noget (jeg gætter på det var et glas med våde varer, der blev strøet ud over bordet af en stor armbevægelse, mens han forklarede, hvordan han dansede med en fræk rødhåret sag, sidst han hørte det her nummer), som fik en anden uidentificeret mandlig gæst til at råbe "Aaarg forhelved Nielsen, du ramte mig!". Stakkels Nielsen, tænker jeg, mens jeg sipper af min kop. Mens Nielsen tørrer op efter sig, sætter vi andre "Video video" på og skruer volumen op på max - for vi kan jo næsten ikke høre noget, nu hvor alkoholen har indtaget vores kroppe, og vores ører har vænnet sig til den høje bas. "Højere! Jeg elsker den her!" råber en anden uidentificeret kvindelig gæst.

Jeg beslutter, at jeg nu har fået nok fest for i aften og går hjem. Men vent. Jeg er jo hjemme... Desperationen over at været fanget til fest i mit eget hjem spreder sig som små pismyrer i min krop. Nuvel, det er en meget lydt opgang jeg bor i, men er det virkelig nødvendigt at holde fest HVER weekend? Jeg betragter ikke mig selv som nogen kedelig 24-årig, men jeg gad alligevel godt, at jeg kunne se tv i min egen stue i weekenden, uden at X-factor eller Mission Impossible blev overdøvet af 80’er klassikere og værtshusstemning. Nu sidder jeg så her og overvejer, om jeg bør gå ned og fortælle, at jeg rent faktisk kan være med i alle deres højrøstede samtaler, og at jeg gerne vil forslå om de kan holde fest et andet sted næste weekend.

Klokken har ramt 00.21 og jeg er officielt "sengeklar", mens de nedenunder er blevet enige om, at det er tidspunktet for fællesråbet: "Ka’ Nielsen, ka’ Nielsen, ka’ Nielsen drikke ud!". Jeg håber, det betyder, at de er ved at tømme det sidste i glassene for at bevæger sig videre.

Som jeg sidder der i min seng, med armene overkors og et surt tanteagtigt udtryk i ansigtet, tænker jeg over, hvilke muligheder jeg har. For jeg vil egentlig gerne fortælle min underbo, at jeg synes, det er lige voldsomt nok, at feste hver weekend. Samtidig er jeg ikke interesseret i, at han ser sig sur på mig og måske demonstrativt vælger at skrue endnu højere op for musikken næste weekend.

De er bogstaveligt talt lige under min seng lige nu. Jeg forestiller mig, at mit gulv er omkring 2 cm tykt og isoleret med hullede vattæpper, mens jeg hamrer hælen i gulvet.

Hov! Nu stoppede musikken. Kan det virkelig passe? Har jeg fået fred? Hvilken dejlig aften. Jeg kan jo også bare vente med at snakke med ham til næste weekend - det kan jo være han selv synes, han har festet nok for nu, og gerne vil have en pause. Ja, det tror jeg. Jeg behøver ikke at sige noget. Det kan også tænkes, at han måske hørte, hvordan jeg med min begrænsede kampvægt trampede i gulvet lige før? Uanset hvad, så kan tante Richter sove nu - og jeg behøvede næsten ikke at hidse mig op.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...