Efter to års aflysning genopstår Aalborg Halvmarathon - samme dag som WALKin

AALBORG: Til foråret kan du igen snøre skoene og løbe en halvmaraton gennem Limfjordstunnelen.

Efter to års ufrivillige aflysninger genopstår Aalborg Halvmarathon nemlig 21. Maj 2022. Det er femte gang, der er halvmaraton, og det bliver med nye tiltag, der betyder en anderledes løbeoplevelse, skriver DGI i en pressemeddelelse.

- Vi har brugt pausen til at gentænke løbet og skabe nye oplevelser i et større setup end tidligere, fortæller Peter Otto Yde Thomsen, som er formand for DGI Nordjylland og fortsætter:

- Når vi blænder op for 2022-udgaven, har vi fået mulighed for at kombinere løbet med vores anden store event WALKin Nordjylland, og dermed snakker vi et markant løft i oplevelsen samlet set. Det betyder, at vi nu har et motionsløb lørdag aften i stedet for søndag morgen – og nu kan hele familien, vennerne eller kollegerne tage af sted og komme hjem sammen med en fantastisk fælles oplevelse i bagagen, siger han.

Katrine Schousboe
Næste års arrangement er tænkt som en motionsfest for hele Nordjylland. Arkivfoto: Martin Damgård

Rent praktisk kan det lade sig gøre at afholde de to særskilte events samme dag, så løberne kommer igennem Limfjordstunnelen først fra Aalborg-siden – efterfulgt af de mange deltagere på WALKin Nordjylland umiddelbart efter fra Nørresundby-siden. Som altid til Aalborg Halvmarathon er det kun det sydgående tunnelrør, som benyttes til motionseventen, og der er fri passage for biltrafik i det nordgående rør.

- Vi er utroligt glade for, at det igen har kunnet lade sig gøre at få lov til at benytte Limfjordstunnelen til at lave to events for nordjyderne, der motiverer til mere bevægelse og fællesskab, udtaler Peter Otto, og supplerer:

- Vi kommer til at opleve endnu en motionsfest for hele Nordjylland, hvor alle kan være med.

Når turen gennem Limfjordstunnelen og de fysiske anstrengelser er vel overstået, kan deltagerne se frem til et brag af en afslutning på havnefronten i Aalborg. Her etableres et fælles målområde for de mange tusinde deltagere på begge events, så hele familien, vennerne eller kollegerne kan nyde en fælles afslutning.

- Strukturen betyder, at mor og far kan løbe Aalborg Halvmarathon, mens bedsteforældrene tager børnebørnene med på en gåtur gennem gennem Limfjordstunnelen. På den måde er der lagt i kakkelovnen til en fælles oplevelse under vandet, over fjorden 21. Maj 2022, siger Peter Otto Yde Thomsen.

Tilmeldingen til både Aalborg Halvmarathon og WALKin Nordjylland er allerede åben.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...