I gennemsnit bliver parcelhuse og rækkehuse i Nordjylland solgt i løbet af et halvt år. For andre tager det meget, meget længere tid. Foto: Mathias Løvgreen/Ritzau Scanpix
Livet her

Til salg i årevis: Disse 5 nordjyske huse vil ingen købe

Der er én altoverskyggende årsag til, at nogle huse ikke bliver solgt, fastslår direktør for Danmarks største boligportal

11. december 2021 kl. 14:48

NORDJYLLAND: Nogle huse når aldrig at blive sat til salg, før den næste køber er fundet.

Andre står tilbage som den dreng i skolegården, der altid bliver valgt til allersidst, når der skal spilles fodbold.

Det er der ifølge Laust Farver, direktør for Danmarks største boligportal Boliga, én altoverskyggende årsag til.

- Prisen er for høj. Alt kan sælges, hvis prisen er rigtig, og hvis man bliver ved med at sætte prisen ned på et hus, ender det også med at blive solgt, fastslår han.

Langt de fleste boliger til salg finder altså nye ejere indenfor et halvt års tid. Sådan gennemsnitligt, selv om huse i Nordjylland generelt er længere tid om at blive solgt.

Og så er der altså de huse, ingen gider kigge på. Som står og byder sig til i årevis.

Ifølge boliga.dk er der netop nu 15 huse til salg i Nordjylland, som alle har været på markedet i 10 år eller mere.

Laust Farvers bedste råd til husejere, der i årevis har kigget langt efter køberne, er helt kontant.

- Tag boligen af markedet hurtigst muligt. Opmærksomheden omkring en bolig er markant størst i de første to dage efter, at det er sat til salg. Så er det nyt og spændende, og det viser alle tal, siger Laust Farver.

Herunder kan du se 5 huse i Nordjylland, der måske skulle tages af markedet og sættes til salg igen - de har i hvert fald været til salg læææænge:

1. Bredgade 40, Tårs

Foto: Google Streetview

Denne bolig i Tårs nær Hjørring har været til salg i 4555 dage - eller næsten 12,5 år. Villaen fra 1950 er på 149 kvadratmeter + 89 kvadratmeter kælder.

2. Gammel Feggesundvej 97, Amtoft

Foto: Google Streetview

På Gl. Feggesundvej 97 i Amtoft ligger denne villa fra 1906 på 75 kvadratmeter. Den har været til salg i 4489 dage. Udbudsprisen lyder på 750.000 kroner.

3. Godthaabsvej 23, Fjerritslev

Foto: Skraafoto.kortforsyningen.dk

Rækkehuset til højre ligger på Godthaabsvej i Fjerritslev og har et boligareal på 88 kvadratmeter. Den er bygget i 1930, blev sat til salg i november 2009 og har været udbudt til salg i 4389 dage. Det koster nu 550.000 kroner, hvilket er 45.000 mindre end startprisen for 12 år siden.

4. Gartnervænget 4, Pandrup

Foto: Skraafoto.kortforsyningen.dk

Denne villa på Gartnervænget 4 har på markedet i godt 11 år - eller 4173 dage, hvilket er lang tid i forhold til lignende huse i postnummer 9490 Pandrup, der i gennemsnit er til salg i 382 dage. Udbudsprisen lyder på 995.000 kr.

5. Torvet 7, Bælum

På Torvet 7 i Bælum ligger denne 200 kvadratmeter store villa fra 1897. Villaen har været til salg i 4108 dage - eller godt 11 år. Udbudsprisen lyder på 695.000 kr.

Annonceret indhold

Nyeste