Kunderne kan se frem til et oplevelseshus med god service i centrum, lover Tina Kallesøe Mikkelsen, der er chef for det kommende Magasin i Friis Shoppingcenter

AALBORG: Magasin i Friis er ved at tage form, og det går planmæssigt med byggeriet af landets syvende Magasin.

Hvordan stormagasinet ser ud indenfor er indtil videre en velbevaret hemmelighed.

- Men vi er ved at være klar til at få inventaret på plads i de forskellige afdelinger, siger Tina Kallesøe Mikkelsen, der er Store Manager i Magasin Aalborg.

- Og efter sommerferien går vi i gang med at stille varerne på plads. Vi glæder os til at vise forretningen frem.

Det fører naturligt til spørgsmålet, om hun kan melde en åbningsdato ud - og svaret er, som aalborg:nu tidligere har skrevet;

- Det bliver engang i løbet af september.

Et hus med oplevelser

Tina Kallesøe Mikkelsen er 39 år, hun er uddannet salgsassistent i Sinnerup i Randers, arbejdede efterfølgende halvandet år i Salling i Aarhus inden hun for 13 år siden blev ansat i Magasin. Først i Aarhus, så Odense og nu Aalborg.

- Vi glæder os til at vise aalborgenserne og nordjyderne, hvad Magasin er - nemlig et oplevelseshus med events, personlige shoppere, inspiration til boligen og tøj - blandt meget andet, siger hun.

- Det er vigtigt for os, at kunderne får en god oplevelse, hver gang de besøger os. Vi vil jo gerne, at de vender tilbage.

Nogen der er vendt tilbage er Magasin selv - endda på samme adresse i Aalborg, som stormagasinet forlod for 13 år siden.

Og Tina Kallesøe Mikkelsen har fuld tillid til, at Magasin har en fremtid i byen denne gang - selv med konkurrence fra eksempelvis nethandel og byens andet stormagasin, Salling.

- Det er sket meget med både Magasin og Aalborg de seneste 13 år, og nu er tiden inde til, at vi vender tilbage, siger hun.

- Generelt fokuserer vi på, hvad vi kan, det der er det rigtige for os. Og så handler det om at følge med tiden, og hvad det er, kunderne efterspørger. Magasin har sin egen profil, men det er klart, at vi tilpasser vores varer den by, vi er til stede i. Aalborg er en universitetsby, så her er mange unge mennesker, derfor har vi også en yngre kundeprofil indenfor nogle brands.

Ydmyg og imponeret

Der er flere grunde til, at Magasin vender tilbage til Aalborg.

- Vi kan for eksempel se, at vores webshop klarer sig rigtig godt i Nordjylland.

En stor interesse ses også i antallet af ansøgere, 1500, til de omkring 100 job, Magasin Aalborg har slået op.

- Jeg er både vildt imponeret og meget ydmyg over, at så mange gerne vil være en del af Magasin, siger Tina Kallesøe Mikkelsen.

- Det er altid spændende, når vi åbner i en ny by. Men den første modtagelse af os har været overvældende, vi er rigtig glade for, at så mange vil os.

En god oplevelse

Og hun er meget bevidst om, at interessen forpligter.

- Det vigtigste er, at kunderne føler, at vi er tilgængelige, siger Tina Kallesøe Mikkelsen, der midt i maj flytter arbejdssted fra Odense til Aalborg.

- Jeg glæder mig til mødet med aalborgenserne og nordjyderne, det bliver spændende. Også at lære Aalborg bedre at kende, det er en by i udvikling, og jeg kommer til at lægge meget energi udenfor murerne - i bybilledet og erhvervslivet.

Tina Kallesøe Mikkelsen:

- Jeg håber, at vi kommer godt fra start - og så kan jeg love, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at kunderne får en god oplevelse, når de kommer ind til os.

Magasin investerer omkring 100 millioner kroner i det nye stormagasin, det er på 7500 kvadratmeter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...