Kunst, majfest og loppemarked - Marcus Delfer guider dig til nogle af weekendens aktiviteter

AALBORG: Den kommende weekend har du mulighed for at inspirere dig selv på flere områder, når kunsten fra undergrunden fejres - hele weekenden igennem i BoxTown.

Ligeledes kan du opleve majmarked i Urban City og slutte ugen af med jazz og miljøvenlig vegetarbrunch. Søndagen er desuden også en genbrugsvenlig en af slagsen, hvor der yderligere er loppemarked på Havnefronten, The Lighthouse og Frederiks Torv. Rigtig god weekend!

Fredag: Kunst i BoxTown

Aalborg Surreal er et helt igennem originalt arrangement, hvor du hele weekenden har mulighed for at gå på opdagelse blandt værker skabt af undergrundens fascinerende kunstnere.

Det er femte gang, der afholdes Aalborg Surreal, og i år er temaerne bl.a. “indgriben”, “inspiration” og “inkludering”, som du kan opleve i form af installationer, performancekunst, video, lyd og skulpturer - for blot at nævne en håndfuld stilarter. Snyd ikke dig selv for en original oplevelse, der holder åbent fra fredag til søndag.

Hvad - Aalborg Surreal i Boxtown

Hvor og hvornår - Fredag - Søndag i BoxTown. C.A. Olesens Gade 1, 9000 Aalborg

Hvor meget - Gratis

Lørdag: Majfest

På ugens første fulde fridag har du mulighed for at tage ud og smage på den hyggelige markedsstemning i Urban City, når de afholder Majfest.

Udover husets kreative virksomheder samt gæsteudstillere, lægger Én Mand Stærk også vejen forbi og beriger publikum med sin fortryllende dansksprogede lyrik, der nydeligt akkompagneres af stemningsfyldt guitarspil. Kig forbi Majfesten, tag på opdagelse, lyt til musik fra en lokal sangskriver og støt unge med særlige behov, når du køber en hapsdog ved PMU.

Hvad - Majfest i Urban City

Hvor og hvornår - Urban City, Hjulmagervej 58, 9000 Aalborg. Lørdag kl. 10-15

Hvor meget - Gratis

Søndag: Loppemarked

Slap af med lidt søndagsjazz når tre prisbelønnede jazzmusikere spiller op med deres sprøde souljazz.

På hammondorglet hører du Niels Ole Sørensen, der udover at have vundet titlen som årets nordjyske jazznavn samt P8 Jazz prisen, også er formand for Tversted Jazzy Days. Guitaren forføres af Uffe Steen, som har spillet sammen med nogle af de største navne i Kongeriget Danmark såvel det store udland. På trommerne sidder rytme-kongen Esben Bach, der får hele trioen til at groove i smød takt. Hvis du har lyst, kan du snuppe dig en grøn brunch i Huset, før koncerten starter.

Hvad - Jazzkoncert med Organic3 og brunch på Huset i Hasserisgade

Hvor og hvornår - Huset i Hasserisgade, Hasserisgade 10, 9000 Aalborg. Brunch fra 11:00 - 12:45, koncert fra 13:00 - 16:00

Hvor meget - Koncerten koster 90 kr. Brunch koster 95,- (Børn op til 12 år koster 45,-)

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...