Koncert, chill og parade i alle regnbuens farver. Marcus Delfer guider dig til aktiviteter i byen de kommende dage

Efter en uge af veloverståede arrangementer med skibe på havnen, glade mennesker i Skalskoven og hygge på toppen af Danmark er byen næsten normal igen.

Mange er uden tvivl taget på ferie, men ikke os alle sammen og noget af det dejlige ved den danske sommer, er de mange arrangementer ude i bybilledet - der ofte også er gratis. Vi har fundet tre begivenheder frem til dig, der alle er udendørs og økonomisk overkommelige, så du har flere penge til is.

Rigtig god weekend!

Fredag: Nostalgi og talent

Nu begynder de fede fredags-koncerter i Karolinelund igen og fra første tone, ligner det en festlig aften med nostalgi og nordjysk talent.

Poul Krebs er hovednavnet, hvor du kan høre alle de gode klassikere under åben himmel - og til en ganske overkommelig pris. Dertil bliver du lidt ekstra forkælet, når de skrå brædder varmes op af Sili, der netop er blevet kåret som Årets nordjyske sangskriver 2019.

Hendes sprøde stemme og jazzede vibe vil med garanti få dig i rigtig godt humør, inden Poul Krebs overtager scenen og sætter dig fri som et forår med nye og gamle sange.

Hvad - Koncert med Poul Krebs og Sili

Hvor og hvornår - Karolinelund, fredag kl. 20 (billetter kan købes fra kl. 18 på Østerbro - og er efter først til mølle princippet.)

Hvor meget - 50 kr.

Lørdag: Fest i alle farver

På weekendens første fridag danner byen endnu engang rammerne for Nordjyllands største mangfoldighedsfest, når Aalborg Pride går i optog gennem byens gader og slutter af med fest og farver i Karolinelund.

Optoget starter i Kildeparken, hvor der er samling fra klokken 11 og afgang kl. 12. Herefter går turen rundt om Prinsensgade, ned langs Boulevarden før den drejer af ved Nytorv og sigter videre mod byens skønne oase - Karolinelund.

Kan du slet ikke få nok af den gode stemning, er der også officielt afterparty på Wildebeest Gastropub. Så medbring en ven, dit bedste humør og vær med til at sprede glæde i byen.

Hvad - Aalborg Pride 2019

Hvor og hvornår - Afgang fra Kildeparken mod Karolinelund lørdag kl. 12. Klokken 22-03.30 er der officielt afterparty på Wildebeest Gastropub.

Man kan også svinge forbi 1000Fryd kl. 20, hvor der er et arrangement for at fejre Aalborg Pride.

Hvor meget - Parade samt fest i Karolinelund er gratis

Søndag: Musik i Østre Anlæg

Søndag er som regel lig med afslapning og et minimalt program, men det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan gå ud og nyde det (forhåbentlig) gode vejr.

I Østre Anlæg håber arrangørerne samt forskellige DJ’s, du vil komme ned og sidde i solen til SubVibe.

Det er tilladt at medbringe sine egne mad- og drikkevarer, så kom ned i anlægget og nyd ugens sidste dag til søndags-chillout basmusik.

Hvad - SubVibe basmusik

Hvor og hvornår - Østre Anlæg, søndag 13-21

Hvor meget - Arrangementet er gratis

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...