Festival og fodbold er Marcus Delfers bud på aktiviteter de kommende dage

Efter en veloverstået uge er det altid rart at kunne dreje tankerne væk fra dagligdagens hastværk.

Den kommende weekend byder på mageløse musikalske indslag, fremragende fodbold og en lørdag, hvor byen får besøg af en særdeles omdiskuteret personlighed, der ikke ligefrem er kendt for en charmerende fremtoning.

Her får du tre bud på, hvad du kan lave i den kommende weekend. Må du få en god en af slagsen!

Fredag: Way Up North

Siden 2004 har Way Up North festivalen været en fast bestanddel blandt Aalborgs mange festivaler, og Way Up North er en ganske særlig en af slagsen.

Festivalens formål er at sætte lys på den nordjyske undergrundsmusik, hvilket har betydet, at du i tidens løb har kunnet opleve morgendagens stjerner, før eksempelvis navne som The Blue Van, The Figurines og Oh No Ono blev kendt i den brede offentlighed.

Fredagens program byder bl.a. På Laura Lilholt, der går under sit alias Angående Mig (Årets Nordjyske Sangskriver 2018) - hvilket bestemt er en anbefaling værd.

Hvad – Way Up North Festival

Hvor og hvornår – Studenterhuset, Gammeltorv 10, 9000 Aalborg. Fredag og lørdag.

Hvor meget – 75 kr. pr. dag. 100 kr. For hele weekenden.

Lørdag: Den Anden Kind Til

Den kommende lørdag er ganske alternativ, da Jomfru Ane Gade får besøg af Rasmus Paludan fra den højreradikale sammenslutning Stram Kurs.

Hvor man normalt tager i “Gaden” for at have det sjovt, hygge sig og danse til langt ud på natten, vil Rasmus til offentligt skue besudle koranen. Frida og Mahtab, to unge piger fra Aalborg, har været ude at kritisere Rasmus Paludans måde at provokere muslimer såvel danskere, og derfor har de lavet begivenheden “Vend den anden kind til”.

Her opfordrer de til at bruge lørdag aften alle andre steder end til demonstrationen i Jomfru Ane Gade.

Hvad – Vend den anden kind til.

Hvor og hvornår – Lørdag aften og nat alle andre steder end Jomfru Ane Gade.

Hvor meget – Gratis.

Marcus Delfer
Med kun et point mod Brøndby sidste weekend har AaB brug for al den opbakning, de kan få i søndagens kamp mod ærkerivalerne fra Smilets By. Foto: Claus Søndberg

Søndag: Aab - AGF

Søndage kan af og til godt minde om en gammel Puch Maxi, der, uanset hvor meget, man forsøger at cykle i gang, bare ikke vil starte.

Sådan behøver din kommende søndag dog ikke at være, fordi nu skal sidste runde i Superligaens grundspil afvikles med en sand storkamp mod rivalerne fra smilets by.

Efter sidste weekends intense kamp mod Brøndby, der endte uafgjort, har AaB brug for al den opbakning de kan få, så de kan øge chancerne for at spille med i det eftertragtede slutspil.

Hvad – Sidste kamp i Superligaens grundspil AaB vs. AGF.

Hvor og hvornår – Søndag kl. 17, Aalborg Portland Park.

Hvor meget – 125 kr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...