Dinoer for fuld musik og andres tabte gods - her er Marcus Delfers bud på aktiviteter

Forårets første weekend var forrygende!

Fodbold, fastelavn, film og forholdsvis nydeligt forårsvejr. Nu er årstiden sparket i gang og selvom de udendørs aktiviteter stadig venter i horisonten, er der mange gode kulturelle ting at tage sig til i den kommende weekend.

Anbefalingerne for denne uge giver dig gode muligheder for at lave et godt køb samt få et godt gensyn akkompagneret af en overordentlig fascinerende musikalsk filmoplevelse.

Rigtig god weekend!

Fredag: Gensyn med Jurassic Park for fuld symfonisk udblæsning

Når fredagen har meldt sin ankomst, kan du genopleve magien fra Jurassic Park på storskærm i Musikkens Hus, når koncertsalen forvandles til en musikalsk biograf. Michael Crichtons science-fiction novelle blev tilbage i 90’erne taget under kærlig behandling af Steven Spielberg, der ikke skortede på den samlede filmproduktion.

Det action-fyldte og legendariske eventyr med den storslåede musik komponeret af John Williams, fremføres live af Aalborg Symfoniorkester. Dertil vises filmen i HD, så du er garanteret en oplevelse i særklasse og af høj kvalitet.

Hvad - Jurassic Park m. Aalborg Symfoniorkester

Hvor og hvornår - Musikkens Hus, fredag kl. 21

Hvor meget - 275,- inkl. gebyr

Marcus Delfer
Der er dinoer for fuld udblæsning i Musikkens Hus fredag. PR-foto

Lørdag: Hittegodsauktion v. Nordjyllands Politi

Når fredagens frihed er fordøjet, og du har vænnet dig til tanken om, at kun dit overskud sætter grænse, har du mulighed for at gøre en lidt anderledes handel end sædvanlig.

Nordjyllands Politi holder hittegodsauktion, hvor du ganske enkelt har mulighed for at købe hittegods, der aldrig blev afhentet. Til information er politiet ikke forpligtet til at opbevare hittegods med en værdi under 500 kr. og derfor burde der være god sandsynlighed for, at du kan finde ting af variabel værdi.

Hvad - Hittegodsauktion

Hvor og hvornår - Kl. 11 - 14, Skjernvej 3, 9220 Aalborg Øst

Hvor meget - Det er gratis at komme ind

Lørdag: Retro-loppemarked i AKKC

Allerede fra lørdag har du mulighed for at slå et smut forbi Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor der afholdes “Retroguld” - der varer til og med søndag.

Nærer du en kærlighed til genbrug, og særligt fra den gamle skole, har du gode chancer for at finde noget godt til dit genbrugs-elskende hjerte. Der vil både være retro, antik, råt industrielt interiør, romantisk landstil - og danske designklassikere fordelt på 2000 kvm. og med mere end 80 store stande.

Hvad - Loppemarked i Aalborg Kongres & Kultur Center

Hvor og hvornår - Lørdag og søndag på Europaplads 4, 9000 Aalborg

Hvor meget - 40 kr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...