Marcus Delfer er klar med sin liste, der byder på både latter, debat og dionysisk kampdans

AALBORG: Der er kun to weekender til, at de fleste af os kan ånde lettet op og nyde en hel uges vinterferie.

Indtil da må vi dog væbne os med tålmodighed og nyde hinandens varme i godt selskab.

Den kommende weekends anbefalinger lader sig allerede udfolde fra den sagnomspundne lille-fredag og står i kulturens tegn, og her får du tre bud på nogle arrangementer, som både kan give anledning til latter, debat og dionysisk kampdans.

Rigtig god weekend!

Torsdag: Koncert i kirken

Inden weekendens vinger for alvor folder sig ud, har du i denne mulighed for at opleve en koncert i et anderledes format, end du måske er vant til.

Vor Frue Kirke slår dørene op for en støttekoncert til fordel for SOS Børnebyerne, hvor den talentfulde sangerinde Freja Würtz akkompagneres af to guitarer, trommer samt en cellist, der også vil agere kor.

Frejas musik bevæger sig i en spændende og melodisk blanding mellem folk, pop og country - og hvis det skal sammenlignes kan der refereres til artister som Alison Krauss, Eva Cassidy og danske Tina Dickow. Udover Frejas iørefaldende talent, er det også altid en særskilt og bjergtagende oplevelse at gå til kirke-koncerter. Gå ikke glip af denne mulighed.

Hvad? – Freja Würtz i Vor Frue Kirke

Hvornår? – Torsdag aften. Dørene åbner kl. 18.30

Hvor meget? – Entré 50 kr.

Marcus Delfer
Blodbadets Gud på Aalborg Teater. Foto: Nicolas Cho Meier

Fredag: En tur i teatret

I øjeblikket opfører Aalborg Teater den anmelderroste teater-sitcom “Blodbadets Gud”, der både pirrer lattermusklerne og prikker til alle forældres onde mistanker og trang til at beskytte deres børn.

Hvor civiliserede er børn, når de bliver pressede? Hvor civiliserede er forældrene egentlig selv? Selvom forestillingen kredser om rollen som forældre, formår den også at berøre universelle emner i vores hektiske hverdag.

Det er den franske dramatiker Yasmin Reza, der står bag manuskriptet og forestillingen har været opført på scener verden over. Faktisk har den været så populær, at Roman Polanski har været med til at instruere den som spillefilm.

Tag på hul på weekenden med en tur i teatret og få dig et godt grin til Blodbadets Gud.

Hvad? – Blodbadets Gud i Aalborg Teater

Hvornår? – Forestillingen løber til og med d. 16/2. Forestillingen fredag aften starter 19.30.

Hvor meget? – Billetter koster fra 75 - 200 kr.

Lørdag: Vinter Waar på Ulla Terkelsen

Når du vågner om lørdagen, kan du godt tage det stille og roligt.

Det er nemlig først klokken 19.30, at Ulla Terkelsen inviterer til Vinter Waar.

For blot 70 kr. Kan du opleve tre lokale bands, der repræsenterer hver sin musikalske stilart. Uhrskov/Andersen er en duo, der spiller rolig og eftertænksom indie/folk.

Aftenens andet beatorkester er Henkiller, der spiller blues-inspireret rockmusik med klare referencer til Jack White og The Black Keys, hvorefter den samfundskritiske gruppe Perlefar afslutter ballet med sine mærkværdige, provokerende og fængende hits som “Kampfly”, “Gorilla-rumpe” og “Vis Hvad I Er Værd”.

Hvad? – Vinter Waar

Hvornår? – Lørdag 19.30 på Ulla Terkelsen London

Hvor meget? – 70 kr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...