11-årige Feline og Solveig har en travl karnevalsdag

AALBORG: Sidste år blev det en bragende succes, der sikrede lommepenge til hele sommeren.

Derfor var 11-årige Feline H. Bjerg klar igen i dag, da tusindvis af karnevalsgæster gik gennem Vestbyen på vej mod Kildeparken. Karnevalister, der allerede havde været i gang i timer og i mange tilfælde har drukket mere morgenmad, end de havde spist.

- Det var rigtig sjovt sidste år, så derfor gør jeg det igen, fortæller hun, der i år får assistance af sin jævnaldrende veninde, Solveig Barsøe Keinicke.

Feline har nemlig fået en ide, der løser et problem for mange tissetrængende karnevalsgæster - hun sælger adgang til familiens toilet.

- Det koster 10 kroner at bruge det, forklarer hun.

Katrine Schousboe
Karnevalsgæsterne er søde og høflige, fortæller de driftige forretningspiger. Foto: Martin Damgård

Glade karnevalsgæster

Egentlig var det hendes mor, Christina, der for et par år siden begyndte at låne familiens toilet ud for at slippe for tissende gæster i familiens have på en sidevej til Kastetvej. Sidste år fik Feline så lov at tjene lommepenge ved at koordinere toiletbesøgene, for det er både mere sikkert og nemmere at styre, end hvis hun skulle samle flasker, synes hendes mor.

Og den lille gesjæft blev en kæmpe succes, der sikrede Feline knap 2000 kroner til sparegrisen. Da der var flest kunder, strakte køen sig gennem lejligheden, ned ad trappen, ud på havegangen og et stykke ned ad gaden. Alle stod pænt og ordentligt, og i det hele taget har familien ikke haft dårlige oplevelser med at slippe så mange fremmede ind i deres lejlighed. Faktisk tværtimod. Mange spørger til familien, roser deres hjem, og alle er høflige, taknemmelige og feststemte.

- Noget af det sjoveste var, da en dame troede, min mor og mig var søskende, fortæller den 11-årige.

Et spørgsmål om vejret

De to piger har de seneste dage haft travlt med at male fire skilte, der kan lede de tissetrængende på vej mod deres lille forretning.

- Vi sidder ved to små borde og tager imod kontanter og MobilePay, og så sælger vi også vand, hvis de er tørstige, siger Feline H. Bjerg.

Pigerne håber, at dagens indtjening matcher den fra sidste år, men Feline frygter omvendt, at det lidt køligere vejr betyder fald i omsætningen. Men lige meget hvad, så er hun helt sikker på, hvad hendes halvdel af pengene skal gå til.

- Jeg har set et kamera, jeg gerne vil have, så det skal jeg bruge dem til, fortæller hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...