Kæmpe arbejde for folkene bag "Lyden af Nibe" med at kontakte alle berørte gæster og frivillige

NIBE: De festlige dage med "Lyden af Nibe" - dette års formindskede udgave af Nibe Festival - har fået et lidt kedeligt efterspil.

Det har nemlig vist sig, at to gæster søndag 4. juli efterfølgende er testet positive for coronavirus.

Det har fået folkene bag festivalen til at kontakte alle berørte gæster og frivillige med opfordring til at tage en pcr-test. Enten på fjerde- og sjettedagen eller femte- og syvendedagen.

Der var ét smittetilfælde blandt gæsterne i sektion A samt ét i sektion B og C, som var lagt sammen søndag.

- Vi har været i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed flere gange, og der er ingen røde lamper, der blinker. Styrelsen stiller ikke krav om noget men har sagt, at det vil være godt, hvis vi skriver ud til gæsterne og orienterer dem samt opfordrer dem til at tage de to test, siger festivalleder Peter Møller Madsen.

Det har Nibe Festival nu gjort - omend det har været en kæmpe opgave. For når folk har byttet billetter - hvis den oprindelige køber ikke kunne alligevel - er navnet og telefonnummeret på den nye gæst skrevet på billetten. Det betyder så, at det har været et stort arbejde at gennemgå billetterne manuelt, så der kunne sendes en sms ud til disse gæster foruden dem, festivalen havde telefonnummer på i sit system.

- Det er omkring 1400 mennesker, der er blevet kontaktet via sms. Nu håber vi blot, at de handler og lade sig teste. Der er ikke tale om, at nogen skal isolere sig. Når der ikke bliver slået alarm fra myndighedernes side, skyldes det, at risikoen vurderes at være lille ved et udendørs arrangement som vores, siger Peter Møller Madsen og fortsætter:

- Skal man finde noget positivt, så er det, at vi nu ser, at hele systemet virker, når uheldet er ude. Både oppefra med kommunikation fra styrelsens side, og med hensyn til, hvad vi skal gøre, siger festivallederen.

Han og de øvrige folk bag festivalen havde gerne undværet den store ekstraopgave, men:

- Det følger med, når man er arrangør. Så må man også tage ansvar for sådan noget her. Ingen kan sige sig fri for, at der kan ske noget, men vi må tage de forholdsregler, der er, og som gør, at vi kan få tilladelse til at gennemføre et arrangement som vores. Og det har vi gjort, siger Peter Møller Madsen.

Alle gæster skulle vise et gyldigt coronapas, og navnet herpå skulle passe med navnet på billetten. Søndagens program var især for det yngre publikum, fortalte festivallederen onsdag aften - hvor han i øvrigt selv var på vej ud for at blive testet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...