Uheldene ved Svenstrup gav kø helt til Aalborg i det sydgående spor. Billedet her er taget ved Egnsplanvej.
Livet her

To uheld gav massiv kø i morgentrafikken

Kør efter forholdene og hold afstand, lyder rådet fra Nordjyllands Politi

24. november 2022 kl. 09:39

SVENSTRUP: Selv små trafikuheld kan have store konsekvenser for trafikken - især, når de sker i myldretiden.

Det må man konstatere, efter at der torsdag morgen skete to små uheld på motorvej E45. Det var i det sydgående spor ved Svenstrup. Det første skete ved syv-tiden, og det andet få minutter efter - for det var nemlig en konsekvens af den kø, der opstod efter det første uheld.

- Først var to biler stødt sammen, og første vognbane var spærret. Motorvejen var altså ikke helt spærret, men der opstod kø.

- Og så skete der det, der tit sker: To andre biler stødte sammen, fortæller vagtchef Thomas Ottesen.

Der skete kun materiel skade ved de to uheld - til gengæld opstod der massiv kø i det sydgående spor og faktisk også en del "kigge-kø" i det nordgående spor.

Vejdirektoratet kunne på et tidspunkt mellem om forlænget rejsetid på mellem 15 og 25 minutter. Også selvom de involverede biler selv kunne trille derfra.

Der lyder derfor en kraftig opfordring fra vagtchefen hos Nordjyllands Politi:

- Kør efter forholdene. Især, når det er mørkt og vådt, og når sigtbarheden er lavere som på denne tid af året. Og tilpas afstanden til de forankørende. Det nytter ikke noget at tage chancer for at komme hurtigere frem. Det giver ikke noget alligevel, siger Thomas Ottesen.

Se også
Lastbil væltede - hovedvej måtte spærres
Annonceret indhold

Nyeste