Mette Goddiksen
Foto: Martin Damgård

Vores klummeskribent Mette Goddiksen har mildest talt haft en uheldig oplevelse med en webshop

KLUMME: Kan du huske Lion King og samtalen mellem far og søn, mens de fra en bakketop skuer ud over savannen?  Den vil jeg gerne omskrive let:

"What’s that dark place over there? That’s Bilablau.com. Don’t go there".

I starten af sommeren bestilte jeg en foundation fra Lancome i nuancen 03 på Bilablau.com (foundation er dét, der i gamle dage blev kaldt bruncreme, men det er faktisk en misvisende betegnelse. Finten er nemlig, at den skal blende naturligt ind i din hud og få dig til at se sådan mere kurant, ensartet og silkeagtig ud - og bestemt ikke brunere. Fashionister DØR ganske enkelt, hvis de se en tydelig foundation-kant ved f.eks. kæbepartiet).

Den bestilte foundation var billigere end ellers - men ikke så meget billigere, at der burde have bimlet en alarmklokke.

Nå, men jeg ventede. Og ventede. Og ventede. Det gjorde egentlig ikke så meget, da jeg gør en dyd ud af at fremvise rynker, bæreposer under øjnene, karsprængninger og andet guf, når jeg holder sommerferie langt nede i Vestjylland - fjernt fra alle dem, jeg bilder mig ind, jeg kan narre, hvis jeg moser på med makeuppen til daglig. Tæt på de få, der synes, jeg ligner en million med morgenhår og isdeller (en eksklusiv klub, der består af mand og børn).

I slutningen af måneden kom min foundation så - men i en meget forkert nuance. Desuden var der ikke en returlabel med i pakken. Og se dét er så historiens point of no return. 

Først skrev jeg til kundeservice.

Her fik jeg en mail tilbage fra en Christian, som overbærende beroligerede mig med, at det nok bare var lageret, der havde været "lidt kreative", da de fandt ud af, varen var udsolgt. Han tilbød mig at beholde varen mod en rabat, da det var for dyrt og besværligt at returnere.

Tak. Men det kunne jeg ikke rigtig bruge til noget, så jeg ville hellere have pengene tilbage: "Ellers kommer jeg lidt til at ligne én med zombie-maske på - og det var jo ikke hensigten", som jeg indskød. Men Christian havde vist ikke selv prøvet at bruge foundation. Dialogen virkede syret. Jeg kunne ikke engang blive rigtig vred, for der var ganske enkelt alt for meget underholdningsværdi at hente. 

Undrede mig dog i mit stille sind over, hvordan makeupwebshops kan vide så lidt om makeup. Eller så kålhøgen ignorere normal retur-praksis og høflige beklagelsesprocedurer.

Jeg ventede trods rykkere på svar i to dage, der lagde yderligere ti millimeter til den panderynke, jeg jo skulle bruge den foundation til at udglatte.

Så tjekkede jeg TrustPilot. Ved godt, det er utroværdigt, og der er vedvarende rygter og betalt indhold/ros, men det var alt, jeg havde at forholde mig til. Her var helt ventet en masse gode anmeldelser, der ikke var konkrete eller havde en klar afsender. Der var også harmdirrende anmeldelser fra navngivne folk, der følte sig bondefanget, fordi Bilablau åbenbart tvinger én til at være medlem og betale kroner 89,- om måneden for det, når man har handlet hos dem efter mottoet "Snablen er nede i kontoen - sug for hulan". 

Åh, så livstræt, jeg blev. Har tidligere været i for eksempel bogklubber, hvor man nærmest skal aflevere sin førstefødte for at få lov til at melde sig ud. Det er usselt at bygge sin forretningsmodel op gennem gidseltagning af medlemmer og "dét, der står med småt/nærmest usynligt". Det må også være utilfredsstillende at narre og tvinge folk til at købe sit produkt/sin ydelse - for inderst inde må man vide, at man ikke skaber værdi for nogen - og den værdi, man får ind på sin konto, er på lånt tid. Har aldrig helt forstået, hvordan det kan være rart at sidde i en fed BMW, hvis man har anskaffet sig den på en måde, så man ikke kan se sig selv i bakspejlet.

Nå. Men nok moraliseren. Kan egentlig slet ikke lide løftede pegefingre. Det irriterer bare omgivelserne, og deres effekt på de umoralske er lige så tydelig som de spor, fingeren sætter i den blå luft: Tilbage til handlingen.

Jeg skrev igen til Bilablau, at jeg gerne ville have returoplysninger samt en udmeldelse på skrift. Skete det ikke, ville jeg tage sagen videre til Forbrugerombudsmanden. 

Der kom hul igennem. Jeg fik en lang klamance om, at Bilablau havde rent mel i posen, og at de faktisk lige havde haft møde med selveste regeringen om deres forretningsmodel (vildt nok. Troede, regeringen havde vigtigere ting at tage sig af). De havde dog glemt at skrive, hvad jeg bad om: Returprocedure og bekræftelse på udmelding af Det Hellige Bruncremebroderskab. 

Jeg ringede op.

Jeg fik via kundetelefonen direkte fat i min gamle penneven Christian via det generelle kundeservicenummer, og da jeg forklarede sagen, og at vi havde skrevet sammen, så afbrød han mig med en form for Egon Olsen-manøvre: "Du stilles videre til min chef" (lyden af travle sko over kontorgulv).

Herpå tog en mand, der grangiveligt lød som Christian røret med et "Hallo". Da jeg bad om navnet, brummede han modstræbende "Alex". Efternavnet måtte jeg ikke få: "Det kunne være lige meget, han var faktisk supervisor og skyldte ikke mig at sige, hvad han mere hed". 

Jeg forstod ikke umiddelbart logikken eller hans hemmelige agent-retorik, men lad nu det ligge. Jeg kastede mig over sagen: "Kunne jeg mon returnere/få en skriftlig udmeldelse?" 

"Det skulle han nok sende", sagde supervisoren. "Jeg bliver i røret, til jeg har den", sagde jeg. 

Nu er jeg vist meldt ud og behøver ikke returnere min foundation. Det siger "Alex. Bare Alex" i hvert fald.

Jeg kunne ikke få et direkte nummer til en anden gang, hvis de alligevel glemmer at hive støvsugeren op fra min konto... Hvilket Alex/Christian sikkert ikke kunne finde på... 

Men jeg må alligevel hellere spærre mit kort, tøffe ned i en fysisk butik efter foundation og i fremtiden udelukkende holde mig til de helt store webbutikker. Øv, hva?

Hvor er det en skam, der findes folk derude, der veksler livsindstillinger af tillid til mistillid.

Det er også en skam, at de ødelægger det for mindre webbutikker, der burde have en chance. For eksempel iværksættere på nettet, der brænder for bedre service og nye forretningsmodeller.

Den chance får de ikke af mig én de nærmeste dage.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...