
Tog til lægen fordi han var forpustet - få timer senere var William indlagt akut
William Kærup er tilbage i sit bageri i Vestbyen - med et nyt syn på livet
AALBORG: Det var et af de øjeblikke, hvor alt ændrer sig. Hvor livet går fra at være almindeligt til alt andet end.
For William Kærup er 23. november en dato, han altid vil huske.
- Jeg havde haft lidt besværet vejrtrækning i en periode, men jeg troede, at det nok var støv fra renoveringen af vores hus eller rester fra en tidligere forkølelse, der stadig sad på lungerne, siger den 26-årige ejer af BreadByKaerup på Kastetvej.
- Men da jeg ikke længere kunne bære vores nyfødte søn fra soveværelset ind i stuen uden at blive temmelig forpustet, kontaktede jeg lægen.
Og så tog det ellers fart. Fra at være den rutineundersøgelse, William Kærup forventede var hurtigt overstået, til akut indlæggelse på sygehuset.
- Det var et stort chok, for jeg følte mig jo egentlig helt rask bortset fra, at jeg blev forpustet. Og pludselig gik det hele bare vildt stærkt.
En livstruende tilstand
For det viste sig, at William Kærups venstre lunge var fuldstændig kollapset, og et lufttryk inde i lungehinden gjorde, at både hjertet og spiserøret var blevet skubbet mod højre.
- Pludselig var der masser af læger og sygeplejersker inde på stuen, og så vidste jeg, det var alvorligt, siger han.
- Lægerne var meget overraskede og konstaterede, at det var helt uhørt, at jeg trods alt var i relativt god tilstand, når min krop så så dårlig ud. Jeg fik at vide, at det var en livstruende tilstand.
Hurtig handling og et dræn i lungen fik den dog til at folde sig ud, så luften kom tilbage, og det blev nemmere igen at trække vejret. Og hjerte og spiserør er også gledet på plads igen, lyder det fra William Kærup.
Et hårdt forløb for alle
For at undgå mén og at lungerne kollapser igen, blev surdejsbageren rådet til straks at få en operation, som han valgte at tage imod.
- Det viser sig, at der sidder nogle blærer på begge lunger, og de prikker hul på lungen, når de går i stykker. Så de er blevet filet ned, siger William Kærup, der var indlagt i otte dage. En forklaring på blærerne er der ikke umiddelbart, men han fortæller, at det kan være arveligt.
Han lægger ikke skjul på, at forløbet har været noget af en rutsjetur for både ham selv og kæresten Nicoline, der ellers levede i en lille, lykkelig familieboble med sønnen Elias, der kun var tre uger gammel, da hans far blev indlagt.
I dag er de fysiske gener så godt som væk, og surdejsbageren genåbnede sit bageri på Kastetvej mellem jul og nytår - men det er en forandret William Kærup, du møder.
- Først havde jeg svært ved at finde følelser, for det hele skete så hurtigt, og det var som om, jeg ikke helt var til stede. Det var så uvirkeligt, når jeg ikke følte mig syg, jeg troede jo, jeg var rask, siger han.
- Mens jeg var indlagt, havde jeg en følelse af svigt fra min side. Jeg var jo ikke syg med vilje, men jeg havde en følelse af, at jeg lod Nicoline og Elias i stikken, da de havde brug for mig, for jeg var jo ikke hjemme til at hjælpe. Jeg har lært at sætte mig selv og min familie først. Jeg er blevet mindet om prioriteterne, og hvor hurtigt, man kan blive sårbar.
Stærkere ud på den anden side
Følelsen af svigt har han lagt bag sig, og William Kærup glæder sig i stedet over, at den udviklede sig til, at parret blev endnu bedre til at hjælpe hinanden "også bare med de simple ting som bleskift eller hjælp med at give flaske om natten, så vi begge fungerer om dagen".
På positivsiden tæller derfor også, at Elias nu har en mor og en far, der er endnu tættere på hinanden end tidligere.
- Nicoline og jeg har altid haft et stærkt forhold, men det er klart, at et chok som det her gør, at vi er blevet endnu bedre til at støtte hinanden og mærke efter, hvordan både man selv og den anden har det, siger William Kærup.
- Det her er jo ikke noget, man bare lige slipper. Og jeg bliver mindet om det, hver gang jeg kigger mig selv i spejlet og ser de huller, jeg har i den ene side af kroppen.
Går til lægen hurtigere næste gang
Mens synet minder ham om det, der er sket, er han også blevet mere opmærksom på, hvad der måtte komme.
- Efterfølgende er noget af det, der skræmmer mig mest, hvad kroppen kan vænne sig til. Vi er vant til, at sår heler og blå mærker forsvinder. Men det skræmmer mig, at kroppen kan vænne sig til, at noget så dårligt som mit, bliver normalen, siger han.
- Så jeg har helt sikkert lært, at jeg skal være bedre til at gå til lægen lidt hurtigere, hvis jeg ikke er helt på toppen. Næste gang jeg oplever symptomer på noget, venter jeg ikke. Derfor er mit råd til andre også, at man skal slippe stædigheden og komme afsted, hvis man oplever, noget ændrer sig.
Kreativiteten og idéerne er tilbage
Indlæggelsen og den hektiske tid kommer efter en periode, hvor William Kærup for alvor har fået vind i sejlene. Først og fremmest selvfølgelig med titlen som far - men også med surdejskurser, der ikke blev mindre populære, da de blev online på grund af corona samt en række pop op-bagerier, inden hans arbejdsmæssige drøm gik i opfyldelse, og han åbnede mikrobageriet BreadByKaerup på Kastetvej i Vestbyen.
- Jeg er rigtig glad for, at bageriet er åbnet igen. Jeg har fået masser af idéer, mens jeg var sygemeldt, så kreativiteten fejler bestemt ikke noget, siger William Kærup.
- I første omgang handler det om at udvikle mit bagværk, men senere kommer der helt sikkert flere nyheder fra mig.
LÆS OGSÅ: I morgen går drømmen i opfyldelse: William åbner sit bageri i Vestbyen