Tone Rafn Thygesen står stolt med sine populære brystkopper. Foto: Niels Skovmand
Mennesker

Tones bryster hitter! Men det går også godt med tissemændene

Bryster har altid været en del af livet

11. marts 2021 kl. 15:40

AALBORG: Midt på gårdspladsen ved den gamle spritfabrik ligger der er en ombygget container, og indenfor bliver der dagligt formet bryster og tissemænd. Udenfor står der en bycykel med logoet med et par bryster og teksten: Handmade by Tone. Indenfor møder aalborg:nu den storsmilende Tone Rafn Thygesen. Rummet er dejligt lyst, og ligegyldigt hvor man lader sit blik lande, er der bryster og tissemænd.

- Jeg har altid haft bryster i mit liv. Jeg er vokset op med søstre og kusiner, og så kommer jeg meget i Aalborg Cable Park. Jeg har brugt så meget tid i de diverse omklædningsrum, og der har jeg altid set bryster og så fik jeg idéen til mine brystkrus, fortæller Tone Rafn Thygesen.

Samtidig med tiden i omklædningsrummene gik Tone Rafn Thygesen til keramik, og så virkede det naturligt at koble de to ting sammen. Det er gået rigtig godt med de keramiske bryster. Faktisk så godt, at Tone nu har fået sit helt eget sted.

- I starten lavede jeg mine kopper på mit værelse i det bofællesskab hvor jeg boede. Der kunne jeg ikke følge med efterspørgslen, og til sidst kunne jeg godt mærke på de andre, at nu var det på tide at finde et sted, fortæller Tone Rafn Thygesen.

Tone har fået et fedt sted til sin keramik på Sprittens gamle gårdsplads. Foto: Niels Skovmand

Det har hun nu fået, og der er rig mulighed for at få lavet en masse af de eftertragtede kopper. Nu er der også kommer vaser og krus med mandlige kønsorganer.

- Jeg kunne godt mærke, at der var kommet en vis efterspørgsel på krus der også repræsenterede det andet køn. Så nu laver jeg altså også krus med de mandlige kønsorganer. Så nu sælger jeg mange sæt til badeværelset, lyder det fra Tone Rafn Thygesen.

Hvis man kigger rundt på de forskellige kopper, kan man godt se, at det er de naturlige bryster der fylder mest.

- Der er plads til det hele - også silikone bryster. Men når jeg laver mine kopper vejer jeg aldrig af, så brysterne vil være forskellige, ligesom med rigtige bryster. Der er jo heller aldrig nogen, der er helt ens, fortæller Tone Rafn Thygesen.

Når nu brysterne altid har været en stor del af dit liv, bliver du så aldrig træt af dem? Og er det derfor, du er begyndt at lave tissemænd?

Bryster og tissemænd står klar til at blive brændt. Foto: Niels Skovmand

- Altså inspirationen til herrekopperne taler vi ikke om. Men jeg tænkte, det ville være fint med et sæt. Jeg startede egentligt med at lave dem i forbindelse med et velgørenhedsprojekt sammen med komikeren Geo. Der gik hele overskuddet til foreningen Mand Det Nytter. Det var for at sætte fokus på testikelkræft. Dem var der megastor efterspørgsel efter, så dem fortsatte jeg med at lave.

Vil du gerne have fingre i de eftertragtede krus, kan du købe dem på hendes instagram eller på hjemmesiden handmadebytone.com.

Annonceret indhold

Nyeste