Kom til middag i fem orangerier i det fri

AALBORG: Er du til gourmet og særlige omgivelser, så er der nye oplevelser på vej i Aalborg. Vi får nemlig et helt nyt brasserie med en top-kok i spidsen.

Det er Kunsten, der står bag brasseriet, der åbnet med mulighed for at spise i de fem orangerier i Skulpturparken.

Brasserie Kunsten lyder navnet, og du bliver lovet en helstøbt gourmetoplevelse, skriver Kunsten i en pressemeddelelse.

Ud over at kunne spise i de fem orangerier, kommer brasseriet til at åbne i samme lokaler, som hidtil dannede ramme om Café Aalto på Kunstens underetage.

I spidsen for den nye satsning er køkkenchef Tina Jakobsen, og hun glæder sig til at byde velkommen på Brasserie Kunsten med bouillabaisse efter den bedste, franske opskrift. I det hele taget vil fisk og skaldyr dominere menukortet.

- Vi har længe ønsket at omdøbe Café Aalto til Brasserie Kunsten, da det i langt højere grad afspejler, hvad gæsterne kan forvente. Alt vores personale er faguddannet, og vi kører med et menukort med få, faste gourmetretter af de bedste råvarer, mange fisk- og skaldyrsretter samt nøje udvalgte drikkevarer. Dog kan jeg berolige vores mange brunch-fans med, at vi selvfølgelig fortsat serverer brunch i weekender og på helligdage, selvom det bryder med brasserie-traditionen, siger hun.

Katrine Schousboe
Du kan spise udendørs i fem orangerier i Skulpturparken. Foto: Kunsten

Tina Jakobsen har et imponerende CV, og så er hun én af de få kvindelige topkokke i Danmark. Traditionelt set er eliten inden for kokkefaget domineret af mænd, men Tina Jakobsen har haft viljen, kreativiteten og evnerne til alligevel at bryde igennem.

Hun har ved flere lejligheder lavet mad til det norske kongehus.

Dertil har hun arbejdet på Michelin-restauranten Frederikshøj i Aarhus, stået bag flere kogebøger og vundet prestigefulde kokkekonkurrencer. Hun har samtidig skrevet adskillige madklummer.

- Med Brasserie Kunsten vil vi tilbyde både museets gæster, forretningsfolk, selskaber og livsnydere en helt unik bid af denne her sanselige, franske brasserietradition, hvor kvaliteten er i top, men hvor der stadig hersker en uformel stemning, siger Tina Jakobsen.

Brasserie Kunsten åbner i morgen, onsdag 26. maj med bobler til de første 100 spisende gæster. Desuden er der i morgen et særligt åbningstilbud med bouillabaisse og et glas rosé til 250 kr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...