
Tour de Hjemmekarneval: Sådan markeres karnevalsdagen rundt i byen
Aalborg Karneval bringer god stemning og gaver ud til hjemmekarnevaller - se de festlige billeder fra turen
I dag ville midtbyen normalvis være sprængfyldt af karnevalsstemning og kostumeklædte, glade mennesker. Igen i år er karnevallet dog blevet trumfet af corona og Aalborg Karneval måtte udtænke nyt, corona-venligt alternativ.
Resultatet blev #hjemmekarneval, hvor opfordringen har været, at man markerer dagen hjemme i haven eller stuen og holder liv i karnevalstraditionen. Som en bonus blev fire af hjemmekarnevallerne de heldige vindere af en masse fede præmier, leveret personligt af formanden, Mette Bugge, og andre fra karnevalskontoret i den festlige, orange karnevalsvogn.
Og afsted det gik fra Kildeparken kl 9.30 i formiddags i et fantastisk solskinsvejr. Først mod morgenfest i Frejlev, hvorefter der blev gjort stop i Gug, Åparken og Vestbyen. Alle steder blev der gavmildt delt ud af øl, shots, pynt og andet godt til festen til stor glæde for festdeltagerne, der i bedste karneval-stil havde klædt sig i flotte, kreative kostumer.

Vi fangede en af de karnevalsglade vindere, Jeanette Pellekusk, der i dagens anledning havde inviteret 14 venner forbi til en hjemmelavet udgave af karnevallet.
- Vi elsker karneval og var så kede af, at der ikke blev holdt noget i år. Så jeg tænkte, hvorfor ikke gøre det selv? Planen er, at vi skal ud og gå. Vi har lavet en rute med forskellige stop, hvor vi leger, og så skal vi tilbage her til plænen og hygge os med ølbowling og en masse andet.
