Både hoved og krop har godt af at blive luftet efter flere dage med masser af mad og alkohol. Vi guider dig til en håndfuld oplagte gåture

AALBORG: Vi ved det godt. Vi bør ud hver eneste dag og røre kroppen. Og særligt i disse dage, hvor mange indtager alkohol, sukker og fedt i rigelige mængder, er det godt også at få brugt fødderne.

Og faktisk har dette noget sære corona-år fået flere af os til regelmæssigt at vandre eller gå en tur, viser en undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut.

Men hvor skal turen gå hen, når du er kommet op af sofaen. Her på aalborg:nu har vi fundet 5 oplagte steder, du kan gå en tur de kommende dage.

Østerådalen

En klassiker i gåturs-forstand er Østerådalen Nord og Syd.

I de to naturområder kan man komme rundt på afmærkede vandrestier og i Østerådalen Nord kan man tage hunden med og lade den løbe frit i hundeskoven.

Østerådalen Nord ligger kun tre km fra centrum og strækker sig fra Indkildevej mod nord til Over Kæret, mens Nord løber fra Indkildevej sydpå til Bonderup Bro mellem Svenstrup og Ellidshøj. Begge steder er der et rigt dyreliv og her i vinterhalvåret kommer flere rovfuglearter på besøg.

Katrine Schousboe
Østerådalen består af to dele - nord og syd. Arkivfoto: Martin Damgård

Havnefronten

Er du mere til et fast underlag og mulighed for (på afstand) at møde andre mennesker, hvorfor så ikke promenere en tur langs Havnefronten?

Skal man pege på ét sted, som repræsentant for den enorme udvikling, byen gennemgår i disse år, så er havnefronten stedet.

Nyd arkitekturen i ikoniske bygninger som Musikkens Hus, Nordkraft og Utzon Center, bliv opdateret på, hvor byggekranerne står i denne måned, mærk historiens vingesus på Aalborghus Slot eller kast blot et blik ud over vandet.

Katrine Schousboe
Mølleparken er en klassiker, og udsigten over byen er god. Arkivfoto: Lars Pauli

Mølleparken

Er du mere til en naturoplevelse, hvor du ikke behøver trække i de tunge vandresko, så er Mølleparken en klassiker.

Her kan man gå rundt på grusbelagte stier og nyde den fantastiske udsigt over byen, Limfjorden, Egholm og Gjøl.

Parken er anlagt i 1934, og på det store græsareal ned mod indre Hasseris står en kæmpe skulptur, ”Noahs Ark”, af den israelske billedhugger Rolf Roda Reitlinger. Den er skænket byen som en tak fra det israelske folk i Danmark for indsatsen for jøderne under 2. verdenskrig.

Katrine Schousboe
Efter flere dage med masser af mad, er det forfriskende med luft til hovedet. Arkivfoto: Torben Hansen

Lundby Krat

Går turen til Lundby Krat og Lundby Bakker, så må bil eller bus nok til hjælp.

Området ligger ca. 10 km sydøst for Aalborgs centrum og dækker et areal på 10 hektar.

Bakkerne er stærkt kuperede med smalle, dybe kløfter og stejle skrænter. På de højeste punkter kan man se ud over Himmerland og mod nord helt til Limfjorden.

Lundby Krat øst for Hadsund Landevej er udlagt som urørt skov, det vil sige et område, hvor der ikke foretages nogen egentlig drift. Der er flere afmærkede vandreruter.

Katrine Schousboe
Der er et fint kig ind over byen i Drastrup Skov. Arkivfoto: Torben Hansen

Drastrup Skov

I udkanten af byen finder du Drastrup Skov.

Når man står på de høje bakkedrag, kan man stadig se tagene på de store butikker i City Syd i baggrunden.

Og vi er knap og nap også kørt ud af Skalborg, før Drastrup Skov viser sig på venstre hånd ved Gl. Nibevej.

Men selv om der er tale om bynær skov, så vil området være nyt land for nogle aalborgensere. Skoven er et ca. 300 hektar stort naturområde, der er tilplantet over de seneste 15 år. På de offentlige arealer må man færdes overalt til fods og på cykel, og der er afmærkede stier rundt i arealet.

Der er masser af parkeringsmuligheder i området foruden skovlegeplads og bålpladser.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...