Sådan får du den gode kaffe derhjemme

AALBORG: Du sidder derhjemme du kan ikke kommer på arbejde eller på studiet. Ude i køkkenet hiver den gamle kalkinficerede kaffemaskine desperat efter vejret. Prustende presser den de livsvigtige mørke dråber ned i kruset med de mørke rander. Samtidigt kigger man ud af vinduet lader tankerne flyve hen til en tid hvor man kunne sidde på cafeerne og nyde den friskmalede og friskbryggede bønne. Du kan dog gøre meget selv, for at få en god kaffeoplevelse. Aalborg.nu stak forbi Mabel Kafferi på Boulevarden for at få nogle gode råd. Som så mange andre kaffeoaser er der her åbent for coffee to go. De har naturligvis også deres fine romkugler og gulerodskagen formår også at lokke i sådan en grad, at kaffen kommer til at virke sekundær. Bag disken står Camilla Okkels og er klar med de gode råd.

- Filterkaffen er nok den jeg mindst vil anbefale, men er det den man vil lave, så skal man male den selv. Med den gode bønne, kommer også den gode kaffe og der er ingen tvivl om, at der i den friskmalede bønne er mere smag, lyder det fra Camilla Okkels.

Det er ikke så svært at male sin kaffe og det behøver heller ikke være så dyrt.

- Man kan sagtens købe sin egen kaffemølle for omkring 200 kroner også er man nået langt. Med hensyn til hvordan bønnen skal males, så skal bare bruge øjnene. Ligner den der er i posen med malet kaffe, så er man tæt på. Til filterkaffen skal den males fint og til stempelkanden skal det være mere groft, fortæller Camilla Okkels.

Hvilken bønne man så skal kaste sig over er en smagssag, men vi aalborgensere har en klar favorit.

- Vi sælger helt klart mest af de mørkristede bønner. Især arabicakaffen er populær. Der begynder også, så småt, at brede sig en efterspørgsel på de lyse ristninger eller de bønner der hedder Blonde. En af grundende til at flere kaster sig over de lyse ristninger skyldes et ønske om at undgå mælken i kaffen, fortæller Camilla Okkels.

Men skal lave en mælkekaffe, er det den mørke ristning man skal gå efter. Er man, som de fleste, til mælkevarianterne af kaffedrikke, er der også et tip til mælken. Det er ikke det sundeste, men det mest velsmagende tip.

- Der skal bruges sødmælk. Der er mange der gerne vil have den sundere variant med skummetmælk, men det er ikke den mest velsmagende. Den høje fedtprocent og det ekstra sukker man finder i sødmælken gør rigtig meget for smagen. Det passer bare godt sammen med kaffesmagen, fortæller Camilla Okkels.

Niels Skovmand
Camilla Okkels fra Mabel Kafferi holder åbent med kaffe og kage. Foto: Niels Skovmand

Vil man lige have lidt mere smag fra kaffebønnerne kan man overveje at bruge stempelkanden. Men også her er der noget ekstra man skal have styr på.

- Mange begår den fejl at hælde spilkogende vand ned i bønnerne i stempelkanden og det er en fejl. Vandet skal lige stå lidt tid inden det bliver hældt i. De fleste ved, at stempelkaffen skal trække tre til fem minutter, men de færreste tænker over temperaturen på vandet. Den korrekte temperatur ligger lige omkring 92 til maksimalt 96 graders varme. Så lad lige vandet stå og køle af i nogle minutter, lyder rådet fra Camilla Okkels.

Vil man gerne sin kaffe et ekstra skud smagsforstærker i form af en sirup.

- Langt de fleste mennesker foretrækker deres kaffe uden sirup. Der var lige her op til jul hvor vi lavede en variant med amaretto smag, men ellers hører det mest til i en iskaffe. Sirupper er et kapitel for sig selv og den rendyrkede kaffedrikker vil helst undvære den søde tilsætning, fortæller Camilla Okkels.

Hvis du ikke selv magter at lave den gode kaffe, holder Camilla åbent hver dag fra 11.00 til 15.00 og hun har romkuglerne klar til kaffen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...