I morgen samles nye studerende til den traditionelle morgenkaffe, det får konsekvenser for morgentrafikken

AALBORG: I morgen er som fødselsdag og juleaften - i et - for tusindvis af unge i byen.

Her lyder nemlig det officielle startskud til et nyt studieår, og traditionen tro står Studentersamfundet klar til at servere morgenkaffe til de mange nye studerende.

Som noget nyt bliver arrangementet i år holdt på Honnørkajen. Her bliver der linet op med kaffe og velkomst fra tutorerne kl. 08.30.

Flytningen hænger sammen med, at antallet af studerende nu er så stort, at der ikke længere er plads til alle på Gammeltorv, hvor morgenkaffen ellers hidtil er blevet serveret.

Men den nye placering får betydning for alle, der vil køre gennem byen langs havnen i morgen tidlig.

For arrangementet for de op mod 5000 nye studerende betyder, at trafikken omlægges fra Nyhavnsgade fra kl. 06 til kl. 10 mandag 3. september, skriver kommunen på Facebook. Det kan derfor være smart at finde en alternativ rute.

Når de studerende er færdige med kaffen, går de i samlet flok ad Østerågade/Boulevarden til Aalborg Kongres & Kultur Center til den officielle velkomst ved rektor Per Michael Johansen og borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Efter velkomsten tager de nye studerende ud til deres studiesteder rundt om i byen. Der vil være indsat særlige busser for de studerende, der skal til campus i Aalborg Øst.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...