Passionen startede allerede som 18-årig, men nordjyden fandt hurtigt ud af, at hun havde talent

SVENSTRUP: Trine Øgaard Bagger er dén dansker, der har vundet mest sølvtøj i styrkeløftning. Dette gælder for kvinderne, såvel som herrerne. Det er hun dog meget ydmyg omkring.

I Svenstrup bor 35-årige Trine Øgaard Bagger med sin kæreste. Her lever hun en travl hverdag med egen webshop SBD, der sælger udstyr til styrkeløftning.

Ved siden af webshoppen hjælper hun andre virksomheder med at opbygge hjemmesider, og hvis det ikke var nok, arbejder hun som massør et par gange om ugen. Og ja, så er hun Danmarks bedste styrkeløftere nogensinde.

Startede som 18-årig

Interessen for styrkeløftning startede, da Trine var 18 år gammel. Målet var i første omgang at tage nogle kilo på, så hun kunne blive optaget til forsvaret. Dengang vejede hun kun 47 kg. Som tiden gik med at træne, fandt hun ud af, at hun havde et talent inden for styrkeløft, og pludselig blev kiloene på vægtene flere og flere.

Tiden som professionel styrkeløfter har budt på mange store oplevelser og succeser gennem årene, men der er dog et bestemt mesterskab, som Trine fremhæver som et ekstra stolt øjeblik.

- EM i 2019 var noget særligt for mig. Jeg var kommet tilbage efter en rygskade, og følte mig ikke specielt klar til mesterskabet. Desuden var konkurrenceniveauet ekstra hårdt og jeg skulle give alt, hvad jeg havde. Det lykkedes mig dog at komme på en andenplads i den samlede score, og slå flere danske rekorder – det var en kæmpe personlig sejr.

I dag er der dog meget andet end styrkeløftning, der bliver prioriteret i hverdagen. Men den travle hverdag som selvstændig passer den strukturerede nordjyde helt fint.

- Jeg har aldrig kunnet lide at sidde stille, jeg elsker simpelthen at arbejde. Det kan sagtens ske at jeg arbejder 55 timer om ugen, fortæller Trine, der oprindeligt kommer fra Aars, men flyttede til Svenstrup i 2016.

Klart råd til unge kvinde

Styrkeløfteren har også en baggrund som personlig træner og hjælper derfor gerne unge kvinder, som også viser interesse for styrkeløftning eller træning generelt.

- Mit overordnet budskab til unge kvinder, der viser interesse for styrketræning, er ikke at være bange for at kroppens fysik ændres og ser mere muskuløs ud. Ellers skal man bare huske at træne smart og træne tungt, fortæller Trine Øgaard Bagger med et glimt i øjet.

World Games til sommer er næste udfordring, som Trine skal stå overfor. Hun føler sig heldigvis godt klædt på til mesterskaberne, der finder sted i Birmingham, USA.

- Det bliver ikke meget større end World Games, da det er en sportsbegivenhed for alle sportsgrene, som ikke er med i de Olympiske Lege, forklarer hun.

Vi ønsker al held og lykke til, når nordjyden konkurrerer til World Games, der afvikles mellem d. 7 - 17 juli.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...