Geo er klar til Lounge i aften på Kunsten

AALBORG: Geo trodser smerterne og melder sig klar til Kunsten Lounge. For en uge side kunne man læse overskrifter som: Komiker i voldsom ulykke og Komiker faldt ned fra fire meters højde. Aalborg:nu fangede Geo dagen efter, han optrådte til Fuhlendorff’s open mike på Bremen Teater.

- De troede ikke, jeg kom i går, men jeg havde bare glædet mig så meget til at optræde, at man tror, det er løgn, fortæller Geo.

Men hvad skete der egentligt, den dag i haven?

-Vi havde en markise, jeg skulle kigge på, og så var der også lige nogle tagrender der skulle efterses, fortæller den uheldige gør-det-selv-mand.

- I den forbindelse havde jeg også lige givet terrassen olie. Jeg havde fået stillet en meget gammel stige, uden gummiriller i bunden, på terrassen og bevægede mig de fire meter op i luften. Stigen faldt ikke bagover, men forsvandt under mig. Jeg rammer blomsterkummer og alverdens ting. Så der lå jeg og skreg og besvimede. Så kom ambulancen, og derefter vågnede jeg på Riget med alt mit tøj skåret i stykker, fortæller Geo grinende om episoden.

Faldet endte med en brækket skulder og tre brud på armen.

- Jeg har efterhånden brækket en del ting, men den her, kunne jeg godt mærke, var helt gal. Min arm dinglede bare, og jeg kunne ikke bevæge mit ben. Jeg kunne også mærke, at jeg havde slået hovedet. Jeg skyndte mig at råbe højt til min kone, inden jeg besvimede, fortæller Geo.

At han råbte højt kan naboerne bevidne.

- Jeg råbte så højt, at der kom naboer løbende. Vi har aldrig mødt så mange fjerne naboer, som vi gjorde den dag. Der var en nabo der fortalte, at de havde stået i deres vaskekælder tre huse væk og hørte mit råb om hjælp, fortæller Geo om de fremmødte naboer.

Det er åbenbart sæson for stigeulykker i øjeblikket, for da Geo bliver indlagt, kan de oplyse ham om, at han er den femte alvorlige ulykke med stiger involveret på en uge.

I aften kan du høre Geo tale om, hvordan humoren kan bruges som overlevelsesmekanisme, når svære vilkår og hårde tider egentlig gør det nemmere at søge mod depressionen. Geo har blandt andet overlevet en psykopatisk far og kræft.

Han vil dog ikke være helt medicinfri.

- Jeg er benhårdt på to gange morfin om dagen, ibuprofen og panodil. Jeg lagde et billede op efter min optræden på Bremen, og jeg synes godt, at man kan se det på mine øjne, fortæller den tungt medicinerede komiker.

Det er i dag fra 16 til 21, at der er Lounge. Geo kan du opleve klokken 17, og bagefter kan du nyde musik med Mekdes. Se mere her.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...