
Trygt karneval: Tommy er klar med en kop kaffe og et sted at vente
Kørelærer håber initiativ vil brede sig til andre køreskoler og forretningsdrivende
Som far til to store børn blev Tommy Bruus-Jensen ligesom mange andre meget påvirket af drabet på Mia Skadhauge Stevn i februar måned. Derfor er han klar med hjælp til unge, der måske har fået en tår over tørsten eller bare har brug for et sted at vente på at blive hentet i forbindelse med det karneval, der lige nu buldrer løs i Aalborg.
- Indtil nu er der godt nok ikke nogen, der har benyttet sig af det, men det kommer måske senere, når de er på vej tilbage fra Kildeparken, siger han.
Stedet, som Tommy holder ekstraordinært åbent, er de lokaler, der til daglig rummer køreskolen , Jysk Trafikskole. Og med en placering på hjørnet af Lollandsgade og Østre Allé ligger det både tæt på midtbyen og den rute mange tager for at slutte sig til optoget.
- Det er ikke fordi, jeg synes, vi skal skrive flere historier om Mia. Men det var alligevel sådan en ide jeg fik, for at det måske kunne blive lidt mere sikket og trygt at feste igennem, forklarer han.
- Jeg har jo selv to teenagere, og selvom det kun er den ene der er til karneval, og det ikke er noget jeg som sådan et utryg ved, synes jeg bare, det kunne være rart, hvis der var et trygt sted, hvor de kunne gå hen og vente, hvis de skulle hentes. Det er jo ikke alle der har forældre, der bor lige rundt om hjørnet, så nogen skal måske køre hele vejen fra Frederikshavn, tilføjer Tommy.

Han håber naturligvis ikke, der bliver voldsomt pres på - men holder alligevel åbent, så længe, han synes, der er behov for det.
- Vi har en automat, hvor man kan få varm kaffe eller kakao, og jeg har også købt en stak sodavand samt lidt kiks og rugbrud, hvis nogen har lyst til det, fortæller han.

Jysk Trafikskole har skiftet ejer for nylig, og Tommy Bruus-Jensen ser gerne, at hans initiativ breder sig til andre køreskoler eller forretningsdrivende.
- Køreskolerne ligger jo spredt spredt rundt om i byen, så det ville være et fint sikkerhedsnet, for unge, der skal hjem fra karneval, så de ikke skal stå og blafre på Vesterbro, mener han.