Vores klummeskribent Jonny Hefty har været til oktoberfest og givet den gas med Vejgaard Tårnblæserlaug

AALBORG: Jawohl, jawohl, jawohl, wir trinken alcohol. Er Aalborg det nye Tyrol? Oktoberfest? Jeg var selvfølgelig stødt på fænomenet før, men har aldrig selv sat futterne til en rigtig røvfuld tysk, ølbællende pølsefest på jysk. Vejgaard Tårnblæserlaug havde inviteret mig med til Oktoberfest i Vejgaard, som surprise gæsterapper i deres 20 års jubilæumsshow under mit tyske alias Hanzi Hefti. Viel Spass!

Vejgaard Tårnblæserlaug er et totalt lokalt tyrolerrockband, som spiller skamløse, tyroliserede versioner af kendte numre under mottoet; bier, möse und hornmusik. Besætningen udgøres af Fritz Algemeine, Schweine Dieter, Der rote Baron, Horst Krautwurst, Wolfgang Amadeus Überstadt, Rudi Völler og Der Nordschleswiger og det brovtne blæserorkesters speciale er alkoholiserede, gebrokne undersættelser af danske og udenlandske hits. Her bliver U2's "With or without you" til "Sprit oder Auto" og der sniges lidt jodling ind i Rasmus Seebachs "Lidt i fem" så omkvædet lyder; "Es war halb sieben Uhr - Jodelo hu huuu / Auf ein Tirolertour - Jodelo hu huuu". Ork satme! Det ku' jeg da ikke sige nej til...

Jeg forlod min lune hule, tog konen på ryggen og skød genvej gennem det levende graffitigalleri i Karolinelund. Vi ankom til Idrætshallen på Østre Allé, ganske ædru, med dryptud og efterårsforkølelse (og mandeinfluenza), ganske uforberedte på, hvad der ventede os...

Granvoksne mænd i lederhosen og seler tonsede rundt mellem bordene i en tumultarisk kædedans. Kvinderne, der allesammen lignede nogle, der hed Heidi, var spændt op i tyrolerkjoler (kaldet en dirndl) og at dømme efter toiletkøen, havde de ikke holdt sig tilbage ved ølhanerne. Man kunne kun få øl i literkrus og der blev danset på borde og bænke, jodlet, skrålet, skålet, gnasket frankfurtere og afholdt drikkekonkurrencer. Det var som at træde direkte fra Øgadekvarteret og ind i et after ski party i Tyrol. Dj'en pumpede alt fra tyske schlagere, Rammstein og Trio med "Da da da" til DJ Ötzi og en danceversion af Nenas "99 Luftballons" ud over de godt og vel 400 festaber. Hallen var allerede pustet godt op som en knaldrød gummibåd.

Guten heute leute. Tårnblæserne går på scenen iklædt en garderobe, som spænder fra folkedanserdragter med fix læderbuks til tysk fodboldlandsholds-outfit og paryk. Og seler, masser af seler. De blev dannet for 20 år siden, som et humoristisk indslag til en temafest på Aalborg Universitet, men er efterhånden blevet kult og er stadig ude at spille (og oktober må da være højsæson for tyrolerrock?). Forsangeren Fritz, som til dagligt hedder Claus og vist bor i Vejgaard, taler konsekvent tysk mellem numrene og er ikke nærig med at benytte lejligheden til at udbringe en prooost: Wir prosten mit unser Freunde und dem den wir kennen - und dem den wir nicht kennen dem prosten wir mit. Så er stilen lagt. Der bliver hurtigt tændt op under festen og dansegulvet foran scenen fyldes med lystige svende som popper deres seler og svinger med tyrolerhattene, mens damerne jodler med på Rasmus Zweibach.

Mens jeg sidder på bagscenen, funderer jeg lidt over, hvorfor oktoberfest-konceptet virker så godt i Nordjylland. Måske er det bare endnu en god undskyldning for at drikke igennem. Måske elsker vi træge nordjyder bare, at slippe hæmningerne engang imellem, drikke os mod til og klæde os ud og være Heidi og Hanzi for en aften. Drikke og danse og dumme os og synge med på platte sange, som man aldrig ville sætte på dagen efter. "Glemme os selv" som Kim Larsen sang. Og så er det måske også en kærlig måde, at lave lidt gas med tysk kultur og en sjov måde at være sammen på. Jeg har opdaget, der er masser af Oktoberfester i Aalborg, både for de unge i Jomfru Ane Gade, og de gamle (på min egen alder) og jeg må indrømme, at jeg blev revet med af den løsslupne karnevals-lignende stemning og kunne synge med på flere sange, end jeg tør, at indrømme her. Og jeg fik endda kun en øl.

Jeg sprang ind på scenen, midt i en tyroliseret version af AC/DC's "Highway to Hell", der selvfølgelig hed "Autobahn zur Hölle", og gav den fuldt gashåndtag og jeg sluttede selvfølgelig med en prost og en muggen røv til dit ansigt på tysk - Schimmel Arsch in dein Gesicht!

Ork satme! Det var for fedt, at være tyrolerrockrapper.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...