Den tidligere tyske landsholdsspiller Thomas Hitzlsperger er med blandt den gruppe tyskere, der nu køber sig ind i AaB.
Livet her

Tyskere køber sig ind i AaB

Et tysk selskab med blandt andre en tidligere sportsdirektør og en tidligere landsholdsspiller bliver storaktionær i AaB og får en rolle i klubbens sportslige retning

23. marts 2023 kl. 09:39
Opdateret kl. 11:07

AALBORG: Det tyske selskab Sports Strategy Excellence 22 (SSE22) bliver ny storaktionær i AaB, fortæller den nordjyske superligaklub torsdag i en fondsbørsmeddelelse.

Tyskerne sikrer sig 20 procent af aktierne i AaB ved at skyde knap 15 millioner kroner ind i klubben.

Samtidig er der opnået tilsagn fra nye lokale aktionærer om at bakke op om AaB med yderligere kapitaltilførsel på 15 millioner. Ved en fortegningsretsemission, der forventes gennemført i andet kvartal af 2023, er der i alt givet et bindende tilsagn om en kapitaltilførsel på 45 millioner kroner.

Trods den nuværende status som bundhold i 3F Superligaen er det langsigtede mål at skabe et førstehold, der permanent er en del af toppen af dansk fodbold. I samarbejde med Sports Strategy Excellence 22 er det ambitionen at udvikle lokale talenter fra AaB Akademiet til 3F Superligaen og til international fodbold.

Bag Sports Strategy Excellence 22 står Thomas Hitzlsperger, Bernhard Peters, Joachim Hilke, Ole Jan Kappmeier, Finn Meinecke og Jan Peters. De seks tyskere har skabt Sports Strategy Excellence 22 med det formål at investere i og bidrage til at udvikle AaB sportsligt og strategisk.

- Vi er begejstrede og beærede over at blive en del af AaB, som er en af Danmarks mest prominente fodboldklubber med en stolt historie, siger Thomas Hitzlsperger, der udover at være tidligere tysk landsholdsspiller også har en fortid som administrerende direktør i VfB Stuttgart i den tyske Bundesliga.

- Vi har undervejs i forløbet haft mange positive samtaler med AaB’s bestyrelse og er helt på linje i forhold til fremtidsplanerne for klubben. Vi vil gerne takke bestyrelsen for tilliden, og sammen ønsker vi at arbejde hårdt for igen at skabe succes for AaB og klubbens loyale fans, lyder det fra Thomas Hitzlsperger.

Bernhard Peters, tidligere sports- og akademidirektør i fodboldklubberne TSG 1899 Hoffenheim og Hamburger SV og tidligere tysk landstræner i hockey – inklusive adskillige VM-titler - skal også hjælpe med at få AaB væk fra de seneste sæsoners sportslige slingrekurs.

- Vores mål er at forstærke AaB gennem en holistisk struktur fra græsrødderne i AaB Akademiet og op til Superligatruppen. Nordjylland og det lokale fællesskab i og omkring Aalborg er et fantastisk område, som skal være grundlaget og kernen for vores sportslige idéer. Vi glæder os over mulighederne og ser frem til at arbejde sammen med klubbens ledelse, stab, administration, lokalområde og fans i bestræbelserne på at opnå det bedste for klubben, siger Bernhard Peters.

Jan Peters og Ole Jan Kappmeier er indstillet til valg til AaB's bestyrelse ved den ordinære generalforsamling 19. april. De tyske investorer får desuden plads i et nyoprettet advisory board, der vil blive en del af det nye sportslige setup i AaB.

- SSE22 og AaB vil nu i fællesskab udvikle den sportslige strategi. En strategi, der også kommer til at indeholde en plan for udvikling af AaB’s træningsfaciliteter i samarbejde med moderklubben AaB af 1885 med henblik på en omfattende modernisering af de fysiske faciliteter på anlægget på Hornevej og etablering og renovering af træningsbaner, meddeler AaB.

Samtidig med det tyske indtog i AaB styrker flere lokale investorer deres engagement i AaB. Der er givet bindende tilsagn om en tilførsel på minimum 45 millioner kroner ved den aktieemission, der forventes gennemført i 2023's andet kvartal.

Den lokale storinvestorkreds, der blev samlet i 2013, er blevet udvidet markant. Blandt andre har Spar Nord Fonden givet tilsagn om også at blive storaktionær i AaB.

- Vi glæder os over det kommende og forhåbentlig langvarige samarbejde med SSE22 og er samtidig særdeles glade for, at den præsenterede model også har mødt stor opbakning fra både eksisterende og nye, kommende storaktionærer i Nordjylland. At vi samlet har opnået opbakning og et forhåndstilsagn på 45 mio. kr. er imponerende, og det vil jeg gerne takke alle involverede for, siger AaB's bestyrelsesformand, Niels David Nielsen.

Bestyrelsen i AaB A/S vil indstille fire lokale repræsentanter til valg ved den kommende generalforsamling, ligesom AaB’s moderklub AaB af 1885 har to pladser i bestyrelsen.

Se også
Blev betragtet som et geni: Her er manden, der på sigt kan få nøglerne til AaB
Se også
Analyse: Derfor har AaB været tvunget til at søge hjælp
Annonceret indhold

Nyeste