Tusindvis af tohjulede vil myldre rundt i byen, når der er Aalborg MTB Marathon lørdag. Men hvor skal du gå hen, hvis du hellere vil se end cykle - vi guider dig til de bedste udkigsposter

Væddeløbsbanen:

Normalt er det heste, der tager runde efter runde på Racing Arena Aalborgs bane.

Men ved Aalborg MTB Marathon skiftes de levende dyr for første gang ud med heste af metal. De op mod 3000 ryttere skal alle ud på en omgang på væddeløbsbanen til en såkaldt Time Trial, hvor der skal findes den hurtigste mand eller kvinde.

Mens rytterne sveder, så kan du sidde på lægterne og heppe. Hele området er omdannet til eventområde, hvor man kan nyde en forfriskning og høre musik, mens de andre knokler.

Katrine Schousboe
Normalt er det heste, der spejdes efter på Racing Arena Aalborg - lørdag er det dog heste af jern. Arkivfoto: Bent Bach

Signalbakken:

Så skal der heppes!

Signalbakken i Vejgaard er noget af en prøvelse for de tohjulede. Tidligere år har den været den sidste - og frygtede - større stigning på løbets tre distancer. Men i år er ruterne vendt om, så den nu ligger først. Mangler styrken allerede her, så er der altså rigtig langt til mål.

I området er der masser af plads til at brede dit picnictæppe ud og spise en sandwich, mens du hepper. En DJ sørger for at holde stemningen oppe.

Katrine Schousboe
Den frygtede Signalbakken plejer at ligge sidst på de tre ruter - i år er den en af de første udfordringer rytterne møder. Arkivfoto: Henrik Bo

Havnefronten:

Er du mest til fast grund og asfaltbelægning, så starter og slutter alle ryttere løbene på havnefronten.

Ved starten kører rytterne østpå mod Signalbakken og til sidst kommer de i mål vestfra. Alle distancer kører derfor på det samme spor i starten af løbet, hvorefter de deles op på forskellige ruter. Det betyder, at der langs havnefronten er gode muligheder for at slå sig ned og kigge på at andre arbejder.

Katrine Schousboe
Alle ryttere starter og slutter på havnefronten. Arkivfoto: Andreas Falck

Kongshøj/Poulstrup:

Vil du hellere se rytterne prøve kræfter med rigtig terrænkørsel og kombinere det med en skovtur, så er områderne ved Kongshøj Skov eller Poulstrup Sø oplagte.

Kongshøj Skov ligger syd for Gug og er en forholdsvis ny skov med en 7,5 km MTB-rute, trænger du til afbræk i pedalræset, kan du nyde en flot udsigt til det omkringliggende landskab.

Ved Poulstrup Sø er ruten kuperet med stejle op- og nedkørsler - det giver noget at se på for tilskuerne.

[billede 5]

Målområdet:

Så er vi ved at være der ...

I målområdet er der god plads til at se rytterne finde de allersidste kræfter frem og (forhåbentlig) fræse over målstregen. De første ryttere ventes i mål omkring kl. 13.45. Mens du venter, er der ved Honnørkajen lavet et eventområde, hvor der er musik og underholdning, og man kan købe noget at spise og drikke.

Katrine Schousboe
Endelig i måååååål! Ved Honnørkajen er der eventområde med musik og underholdning. Foto: Andreas Falck
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...