Uf - jeg er blevet en hyggehakker

KLUMME: Da jeg mødte min mand for små ti år siden, så var jeg vild med, at han bruger ketchup til alt. Og når jeg skriver alt, så mener jeg det: Sushi, suppe, karryretter og lakseret.

Jeg spørger om ketchup til Jesu Kristi legeme, oblaten, i kirken, som han sagde. Jeg lo indtagende og legede med en hårlok, mens han sprøjtede en kubikmeter rødt tomatsnask ned i den svampesauce, jeg havde kælet for i en time.

Ja. Det fandt jeg utrolig charmerende dengang. Var rørende enig i, at man da selv må bestemme, hvordan maden på ens egen tallerken skal smage. Fjollet af frankofile tjenere at snerpe sammen over, man gerne vil have ketchup til den der ret, som man ikke kan udtale. Tsk.

Faktisk gik jeg så vidt, at jeg løj om mine egne ketchup-vaner. Ser du, jeg kan bedst lide Beauvais, og han er til Heinz… Kan du mærke, krisen kradser? Beauvais er jo den her søde, jyske favorit – mens de spiser Heinz i København, i Hollywood-film og alle andre fornemme steder. Globalt orienterede, moderne, hotte femme fatales spiser Heinz, ikke Beauvais, tænkte jeg. Og min sande personlighed skulle dæleme ikke gennemskues, når nu jeg var så tæt på at få ham i nettet.

Der var ikke andet for end at lyve.

De første fem år af vores parforhold købte og spiste jeg kun Heinz. I år seks indrømmede jeg – modig, fordi jeg havde en hvidvinsknaser på – at jeg bedst kan lide Beauvais. I år syv begyndte jeg at købe det. Sidste år begyndte jeg kun at handle min egen favorit – og for nogle måneder siden kulminerede krisen.

Jeg begyndte at hakke på ham over, han brugte ketchup. Jeg præsterede en mimrende martyrhage over, at min gastronomi ikke blev værdsæt nok. Jeg følte en sadistisk glæde ved at dække bord uden ketchup, se ham sætte sig til bords for så at skulle rejse sig for at gå ud i køleskabet og skuffet finde… Beauvais. Samme tid begyndte det at irritere mig voldsomt, at hans store, brune klaver skulle stå midt i vores bette stue. Klaveret, som han kan spille ALT på med den der helt særlige indføling, der definerer talent. Engang lysnede min sjæl, når jeg så på dette følelsernes fine indgangsport. Her senere bitchede jeg på de værste mandage over ”den der lortebrune støvsamler. Uf”.

Jeg var blevet en hyggehakker. En fejlfinder. Et voldsomt kendt fænomen i parforhold, og jeg havde eller svoret, jeg hellere ville være ensom kattedame end leve på den måde.

Du kender måske de her forhold fra dine egne snirkler, måske endda fra dit eget. I de grelleste tilfælde sidder de og hakker på hinanden over parmiddagen. Konen stikker f.eks. hovedet ind i stuen og råber ”Jeg slukker lige kogepladen og går ud med skraldet for dig, bassemand”. Manden kommer med stikpiller til hendes bagdel. Eller han insinuerer konstant, at selskabet først bliver løssluppet og sjovt, når hun ikke er til stede. Meningen er så, man skal lade som om, det passivt aggressive spil mellem dem bare er deres humoristiske ping-pong – ih, så hyggeligt, vi har det-forstillelse, mens man sidder og bliver beklemt og håber, de bare snart vil kysse hinanden. Eller rose hinanden helt åbent og dermed sårbart uden ét eller andet ironisk benspænd.

Jeg vil i hvert fald tilbage til den betingelsesløse accept af min mand – med ketchup, klaver og hele pibetøjet. Det andet får både sjælen og selskabet til at visne.

Jeg gider ikke leve med paraderne oppe. Og selvom det er naivt at tro, man stadig kan svæve rundt i vægtløs, lyserød kærlighed i år ti af et forhold, så kan man i det mindste forsøge. Man kan gøre sig umage. Man kan tvinge sig selv til at genfinde gidelsen, der i forelskelsesfasen fik én til pakke picnickurv og tale hele natten, selvom man skulle op på job dagen efter. Jo, man kan godt klare en enkelt dag på tre timers søvn! Min mand er min eneste ene. Han ville sælge huset og bo i en papkasse med mig, hvis jeg ville forfølge en håbløs drøm. Hver dag husker han at give mig komplimenter, hver dag ser han på mig med kærlighed, han er ikke jaloux, han ved alt, og han kan stryge. Og det er bare en del af den positive liste, jeg lige nu holder blikket stift rettet mod, mens jeg serverer Heinz og håber, han altid vil spille smukt på klaver for mig.

Man behøver ikke møde op i fuld galla til onsdagsfrikadellen, og det også i orden at bruge sin partner som ventil. Have dage, hvor man brokker sig til hinanden over job, rengøring, økonomi og så videre. Der skal være plads til at savle sofapuden til, mens man slumrer til ”Kender du typen”. Det skal bare ikke blive en vane med hverken ugidelighed eller hyggehakkeri, vel, skat!?

Shit. Jeg gjorde det igen…