Jonny Hefty tager en tur tilbage til barndommens land

KLUMME: ”I skovens dybe stille ro” sidder Jonny Hefty med et bette bål og en pølse på en pind. Som en anden Mumrik er jeg vandret tilbage gennem barndommens eventyrskov - Hammer Bakker - og har slået lejr ved et hyggeligt shelter nær ved Pebermosen. ”Der er idyllisk stille fred / i skovens ensomhed”.

Der er ugler i Pebermosen - og mange andre fugle og dyr. Her kom jeg som dreng, når min mor og far tog os unger med på skovtur, og her sidder jeg igen i dag og tænker tilbage: ”Hvor sjælen lytted mangen gang / til fuglens glade sang”. Her byggede vi huler, fangede haletudser, lavede bål, snobrød og flitsbuer og legede vi var vilde indianere. Vi spiste medbragte madpakker, når vi havde gået turen rundt om mosen – det gør vi stadig.

”I mosen kvækker højt en frø / stærkt damper mark og sø”. Det er nok Pebermosekonen som brygger for fuld hammer i bakkerne, som rager op i det ellers så flade landskab ved Limfjorden. Gennem bakkerne gik Kongevejen og skoven husede både kroer på begge sider og en smugkro i ødemarken, hvor Pælsmanden dyrkede malurt, så han kunne krydre det slatne øl, hvis rusen var gået af det. Den bukkebenede gamle gud sidder i Pankløften og spiller på sin fløjte, som gemmer både lys og mørke. Han har en fanfare til alle årets tider.

Jeg voksede op nordenfjords, i Sulsted. Som de fleste raske drenge på en ti-tolv år gik jeg til fo’bold. Jeg var den tredje vageste på holdet og pinligt bevidst om det. Men jeg har da et trofæ i skabet: ”Kammeratskabspokalen 1982”. Vi var i det hele taget ret vage i ”Sulleren” og fik oftest en ordentlig røvfuld, når vi spillede mod dem fra Grindsted, Vodskov og alle andre nærliggende byer. Dem fra ’Vååskåuu’ skulle nu ik’ komme for godt i gang, for alle vidste, at dér lå ”Kolbøttefabrikken”. Kjeld Thorst var lærer på skolen og havde spillet på fo’boldlandsholdet. Det var vi slemt stolte af i Sulsted...

”Hør landsbyklokken lyder ned / bebuder aftenfred”. Når mørket sænker sig bag Sulsted Kirke, de skovklædte bakker, stejle kløfter, dybe dale og de 62 gravhøje fra tidernes morgen, ligger røverne og stimændene i baghold nord for Ørndal - Røverdalen - den vanskeligste og farligste passage i skoven.

Hele fo’boldholdet var taget på weekendtur til en spejderhytte i Hammer Bakker i starten af 80’erne. Træningsdragter, soveposer og bipbip-spil. Dagens ret var ”væltet lokum” og trænerne, som bare var nogle store drenge, havde arrangeret et dramatisk natløb. Vi drønede fra post til post igennem det buldrende mørke med flakkende lommelygter dansende foran os. Pludselig blev leg til alvor, da vi faldt over et stort lager af tyvekoster gemt af vejen i skovbunden: Kaffemaskiner, fiskestænger og alverdens isenkram lå, som en skjult skat i skoven. Med adrenalin i blodet blandet med bevidstheden om, at der luskede tyveknægte rundt i mørket, som kunne dukke op når som helst – spænede vi tilbage til spejderhytten med hjerterne helt oppe i halsen. Unge og bange. Aldrig har skoven været større, mørkere og farligere.

Min barndoms vilde skov er fuld af eventyrlige minder og i mit voksne liv holder jeg meget af at komme tilbage og genfinde kontakten til min indre indianer. Det ligner sig selv herude, selv om der, i naturgenopretningens navn, er fældet enorme mængder af nåletræer for at give plads til mere løvskov, hede og overdrev til græssende dyr. Jeg holder også af, at dykke ned i røverhistorier fra bakkerne. For eksempel den om multikunstneren Asger Jorn. Han boede i udkanten af skoven i krigens sidste år og betalte for en kasse flødeboller hos købmand Johansen i Uggerhalne med to malerier, som var malet på pap fra en kasse vaskepulver. Købmanden solgte efter sigende billederne videre for en slik. Det ene maleri blev senere, til købmandens store fortrydelse, videresolgt for 70.000 kroner. Ork satme!

På den åbne mark ved Tingstedet svang bøddelen fra Aalborg øksen over de dømte eller førte heksen til bålet i svundne tider. Det vidste vi fodbolddrenge heldigvis ikke noget om den uforglemmelige nat i Hammer Bakker.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...