Den nordjyske børnemusiker er klar med live-koncerter, interaktive videoer og nye afsnit på YouTube

AALBORG: Mens Danmark lukker ned på grund af risikoen for smitte med coronavirus, opruster den kendte nordjyske børnemusiker Michael Back på børneunderholdningen på nettet.

Interaktive videoer på Facebook, ugentlige video-afsnit på YouTube og sågar live-koncerter er blandt de initiativer, som Michael Back har taget for at gøre hverdagen lidt sjovere for børnene i en tid, hvor skoler og institutioner er lukket, og det kan være småt med adspredelser.

- Alle børn går hjemme i denne tid, og dagen kan godt føles lang, når man ikke kan lege med dem, man plejer, og alt er så anderledes og mærkeligt, siger Michael Back i en pressemeddelelse.

Koncerter på facebook

Hver dag lægger han en interaktiv video op på sin Facebookside Musik og Sjov. Det er videoer med børnesange, som børn og voksne kan synge med på og danse til hjemme i stuerne, og på YouTube-kanalen Musik og Sjov TV, der i forvejen rummer næsten 100 videoer, kommer der hver fredag klokken 9 et nyt afsnit, der inddrager børnene i dans, leg og sang.

Endelig vil han give live-koncerter på sin Facebookside, og første gang er i morgen, 26. marts, klokken 10.

Michael Back er selv ramt af corona-krisen, da alle hans planlagte arrangementer det næste stykke tid er aflyst, men han understreger, at han er klar til at drage ud i det ganske land med en masse musik og sjov for børn og andre barnlige sjæle, så snart situationen tillader det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...