Mange frygter at skulle betale gebyrer for gammelt materiale

AALBORG: Bibliotekerne er lukket, og du kan derfor ikke komme til at aflevere de bøger, du har lånt.

Alligevel har bibliotekernes app de seneste uger ivrigt spyttet påmindelser ud om afleveringsdatoer og overskredne lån.

Det får mange til at henvende sig til Aalborg Bibliotekerne, fordi de er bekymrede for, at de skal betale bøder for de gamle bøger.

Men vi kan godt slappe helt af, for ingen bliver bonnet noget for de udlån, som er udløbet, mens bibliotekerne har holdt lukket, lyder det fra Allan Dalkjær Johansen, der er kommunikationskoordinator på Aalborg Bibliotekerne.

- Man kan godt slå koldt vand i blodet. Det er på samme måde som i foråret, at man bare skal læne sig tilbage og få læst de sidste kapitler i god ro og orden, siger han.

Når engang bibliotekerne åbner igen, vil der være en længere frit lejde-periode, hvor man kan aflevere alt det, man har liggende.

- Det gør vi både for lånernes og vores egen skyld. Vi har en logistik, der skal på plads til den tid, så det er fint, hvis vi ikke får alt ind på én gang. Samtidig vil der sikkert være begrænsning på, hvor mange, der må være på biblioteket ad gangen, siger Allan Dalkjær Johansen.

Årsagen til, at appen spytter beskeder eller rykkere ud er i øvrigt en teknisk fejl. Bibliotekerne vil nu deaktivere notifikationer i appen for at undgå flere misforståelser.

Bibliotekerne i Aalborg har været lukket siden fredag 11. december. Det er uvist, hvornår de kan åbne igen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...