Julie Midtgaard har succes med sine bøger - den første skal nu genoptrykkes fra forlaget

AALBORG: - Det er helt fantastisk, og jeg er meget glad.

Sådan siger forfatter Julie Midtgaard, der for bare et år siden debuterede som forfatter med sin første fantasyroman for unge.

I foråret fulgte bind 2 og for blot tre måneder siden bind 3 i samme serie. Nu er første bind, Elementprøven, udsolgt og skal genoptrykkes i endnu et oplag.

Tina Larsen
Det er Elementprøven her, som nu skal genoptrykkes. PR-foto

- Det er en drøm, der går i opfyldelse, at mine bøger når så mange læsere, siger Julie Midtgaard.

- Særligt fordi bog 1 i Sprækken til Luscuro-serien udkom lige inden verden lukkede ned, og både bog 2 og 3 udkom midt under coronakrisen, hvor kulturlivet, ligesom de fleste andre områder, var og er hårdt presset. Alle de store messer og arrangementer, der skulle have givet bøgerne opmærksomhed, blev aflyst på stribe.

Derfor har hun som forfatter skullet finde nye måder at nå læserne - eksempelvis gennem online live-udsendelser på de sociale medier. Blandt andet måtte hun aflyse en ellers længe planlagt bogreception i sidste øjeblik og erstatte den med en online-version, som hun på det tidspunkt aldrig havde hørt om før.

- Det blev faktisk en overraskende stor succes, og jeg nåede mange flere læsere, end jeg kunne med et fysisk event, fordi læsere fra hele landet fik mulighed for at deltage, siger Julie Midtgaard, der ikke er i tvivl om, at hun kommer til at holde fast i de online initiativer, der er opstået i løbet af 2020.

- Forhåbentligt som supplement til de fysiske, når vi finder den nye normal efter alt det her.

Midt i glæden over, at Elemetprøven skal genoptrykkes, er Julie Midtgaard også blevet nomineret i kategorien Årets Fantasybog for bind 3 i serien, Elementkrigen.

Det er læserne, der har frem til 31. december til at afgøre, hvem der skal vinde, og du kan stemme her

Bag nomineringerne står Dansk Fantasy, der ifølge Julie Midtgaard begyndte som et hashtag på Instagram tidligere på året under #meredanskfantasy, og det er nu et initiativ, der skal give dansk fantasylitteratur mere opmærksomhed og hyldeplads hos boghandlere, biblioteker og læsere.

Elementprøven er som nævnt udsolgt fra forlaget, men bogen vender tilbage i 2. oplag i midten af januar.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...