Atleter fra Aalborgs venskabsbyer gæster byen for 12. gang

AALBORG: Siden 1975 er de internationale ungdomslege blevet afholdt hvert år i en af venskabsbyerne Almere, Lancaster, Rendsburg eller Aalborg. I 2019 er det for 12. gang Aalborgs tur til at stå for den store sportsbegivenhed, så derfor vil bybilledet snart være præget af sportsengagerede unge fra årgangene 2003-2006 fra 19 af Aalborgs venskabsbyer.

Du vil blandt andet kunne støde ind i atleter fra Kina, England eller Bulgarien. I år vil der være 1100 atleter i konkurrence om de eftertragtede guld-, sølv- og bronzemedaljer. Det er dog ikke elitesport og sejre, der er det største fokus i ungdomslegene, men derimod det gode samarbejde og venskaber på tværs af landegrænser.

Det er Aalborg Kommune og Samvirkende Idrætsforeninger i Aalborg (SIFA), der er værter for arrangementet, hvor en masse frivillige i de mange sportsklubber vil sørge for, at arrangementet går som det skal, og at de gæstende sportsudøvere finder sig godt tilpas i den nordjyske hovedstad.

Ligesom i 2015 vil ungdomslegenes hovedkvarter være hos fodboldklubben Aalborg Freja i Vestbyen, hvor de unge vil spise sammen og deltage i forskellige sociale arrangementer for at knytte endnu stærkere venskabsbånd.

Festlighederne starter med parade og åbningsceremoni

En af de første opgaver, som de unge atleter har på programmet, bliver at marchere igennem hele Aalborg for at fejre den store sportsbegivenhed. Derefter bliver der holdt en åbningsceremoni i bedste OL-stil i Vestre Fjordpark med åbningstale og udspringsopvisning.

Dernæst byder de efterfølgende dage på masser af konkurrencer for de unge OL-deltagere inden for eksempelvis atletik, badminton, golf, fodbold, triatlon og meget andet.

International Youth Games 2019 bliver afholdt 31. juli-3. august. Åbningsceremonien er onsdag 31. juli klokken 17 i Vestre Fjordpark, Skydebanevej 14, 9000 Aalborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...