Unge danser polka-plask i Vestre Fjordpark
Trænger du til at forny dig på dansegulvet, var der inspiration at hente i vandkanten i går
AALBORG: Det var ikke så meget hæl-og-tå, men sjask, pjask og spjæt, da der torsdag eftermiddag blev budt op til polka-pjask i vandkanten ved Vestre Fjordpark. Og begejstringen såvel som dedikationen var til at tage at føle på blandt både børn og unge voksne, der sprang i vandet.
Mange af dem er deltagere på Landsstævnet For Folkedansere og Spillemænd, som begyndte mandag 18. juli og slutter lørdag 23. juli, hvor folk fra hele landet netop samles i Aalborg for at lave opvisninger og hylde den folkelige danseart.
Én af dem er 22-årige Julie Stokholm, der kommer fra Aarhus og studerer på UCH Fødevarer, når hun ellers ikke danser folkedans.

- Jeg har prøvet polka-pjask er par gange før, og det plejer at være rigtig sjovt, for folk ser virkelig skøre ud, når de danser i vandkanten, siger hun.
Og både skørt og sjovt så det også ud til at være for de dansende, men det var ikke kun dem, der fornøjede sig torsdag eftermiddag. Vestre Fjordparks øvrige gæster fik sig også én på opleveren, og en af dem var Dianna Guldbæk fra Vester Hassing, som var kørt til friluftsbadet i vestbyen for at svale kroppen i det varme vejr.
- Jeg har aldrig set folkedans før, men det er meget festligt. Og så synes jeg, at det er fedt, de har levende musik med i stedet for bare at sætte en CD på.
Selvom polka-pjask var åbent for, at publikum kunne deltage, skulle hun dog ikke i vandet. Én af dem, der til gengæld spontant sprang i, var formanden for landsstævneudvalget, Jan Kirk Todsen. For findes der nogen bedre måde at vise, hvad folkedans egentlig handler om?
- Folkedans er jo folkelig. Alle kan være med, råber speakeren fra teltet med levende polka-musik.

Selv siger Jan Kirk Todsen, at polka-pjask - og landsstævnet som sådan - er noget, de laver for at komme ud i byerne og vise, hvad folkedans er.
- Der er cirka 4500 folkedansere i Danmark, og hos mange går folkedansen gennem flere generationer. I dag har danserne til opvisningen ikke haft dragter på, men bare t-shirts, for vi vil gerne vise, at folkedans er mere end bare dragterne, siger han og forklarer, at mange af de børn og unge, der er med, har lært folkedansen at kende gennem forældre og bedsteforældre.
Selvom polka-pjask af praktiske årsager foregik uden de klassiske folkedragter, kan du dog stadig nå at se dem, men dog ikke i aktion. Et af Landsstævnets sidste arrangementer, du kan se, er nemlig dragtudstillingen på Aalborg Historiske Museum, som er åben lørdag 23. juli fra 10.00-17.00.