De fem unge fra Aalborg Handelsskole. Privatfoto

Handelsskoleelever vandt iværksætter-konkurrence

Luftløse cykeldæk, indskøbs-app til synshandicappede og droner der kan optegne huse. Der var fyldt med innovative ideer, da 550 elever fra hele landet var samlet til National Entreprenørskabsmesse i Odense. Men et hold unge fra Aalborg Handelsskole imponerede dommerne og løb med sejren.

Der var mange nytænkende ideer ved National Entreprenørskabsmesse. Her præsenterede de unge deres innovative ideer for erfarne erhvervsfolk og dystede på bl.a. produktudvikling, markedsføring og økonomi. De unge dystede i to konkurrencer på dagen, Bizz Mart og Expo, hvor Bizz Mart er den største.

Fem drenge fra Aalborg Handelsskole vandt konkurrencen Bizz Mart med deres sikkerhedssystem til plejehjem, hvor man via ansigtsgenkendelse kan se om fx demente forlader plejehjemmets område. Via systemet får vagtpersonalet en notifikation, hvis den demente forlader området. Systemet er bygget, så det ikke er overvågning, men blot ansigtsgenkendelsesudstyr, som aktiveres i det nogle går forbi det.

- Det er helt fantastisk at vinde, for vi har arbejdet meget med den her idé, og det er en idé, som betyder rigtig meget for os, for vi vil gerne gøre en forskel i samfundet. Det har været en svær og udfordrende proces, men også rigtig spændende. Vi har knoklet på det her siden i sommers, lød det fra gruppen Salus Nord efter sejren.

Salus Nord vandt 5000 kroner sponsoreret af Odense Kommune og derudover vandt de en rejse til Kina, hvor de skal deltage som udstillingshold ved JA Asia Pacific Company of the Year Award, som er det asiatiske entreprenørskabs-mesterskab. Her får de unge rig mulighed for at fremvise deres idé og mødes med unge iværksættere og erhvervsfolk fra Asien.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...