De to nordjyske piger har skabt madbloggen mummum.dk, der på kort tid har fået tusindvis af følgere. Nu tjener de også penge på den

AALBORG: Til daglig læser den 21-årige Mathilde Munksø Bentsen og den 22-årige Amanda Juul Jensen erhvervsøkonomi på Aalborg Universitet, men i fritiden er det noget helt andet, der får pigernes opmærksomhed. I februar 2017 startede de deres blog mummum.dk, der i skrivende stund har næsten 20.000 følgere på Instagram. Siden har de to piger også skrevet kontrakt med Bloggers Delight, der betaler dem for at producere indhold.

Fart over feltet

Mathilde Munksø Bentsen og Amanda Juul Jensen kan næsten beskrives som to alen af et stykke. De er opvokset i samme by, de studerer begge erhvervsøkonomi, de spiller håndbold sammen, og nu har de startet den succesfulde madblog mummum.dk, hvor de deler ud af deres mange spændende projekter i køkkenet.

Camilla Gammelgaard og Bent Bach (foto)
Det unge venindepar elsker at lave mad sammen.

Det kræver med andre ord en vis energi at have alle de bolde i luften.

- Der er mange, der spørger os, hvordan vi når det hele, når vi både studerer, arbejder, træner og har vores blog, men det er ikke noget problem. Der er fart over feltet, og det er dejligt, siger Mathilde Munksø Bentsen.

- Vi er ikke typerne, der ligger på sofaen hele dagen, når vi har fri. Der skal ske noget, ellers bliver det for kedeligt, supplerer Amanda Juul Jensen.

Hele eventyret startede i februar sidste år, da de to piger begyndte at dele deres opskrifter online. Dengang havde ingen af dem dog regnet med, at deres blog ville få så meget luft under vingerne, for det var egentlig et hygge-projekt:

- Amanda spurgte mig hele tiden, om vi ikke skulle lave noget sammen. Hun kunne for eksempel finde på at ringe og spørge, om vi skulle åbne en café eller lave en butik med mad. Det var jeg dog ikke med på, men så ringede hun en dag og spurgte, om jeg ville være med til at hygge lidt og lave en blog om mad. Den var jeg til gengæld hurtigt med på, fortæller Mathilde Munksø Bentsen.

Der var ikke langt fra idé til handling og allerede kort tid efter, mødtes de to veninder for at tage billeder og starte deres Instagram-profil, som på kort tid blev meget populær.

Camilla Gammelgaard og Bent Bach (foto)
De to piger satser på at dele opskrifter, som de fleste kan være med på.

Noget for enhver smag

I dag flyder nettet næsten over med blogs og websites indeholdende opskrifter på sund, slankende og vegetarisk mad. Derfor er det vigtig for pigerne at understrege, at det ikke er den form for opskrifter, de deler. Derimod satser de på nemt hverdagsmad, der ikke er for dyrt at lave, og som ikke kræver en masse specielle ingredienser.

- Man kan sagtens kaste sig ud i vores opskrifter uden at have et kæmpe talent for madlavning, for det er nemme retter. Vi går også meget op i, at det ikke bliver for dyrt, for vi er begge på SU. Derudover snakker vi meget om både at lave noget sundt og noget usundt. Vi vil ikke skræmme folk væk med en fanatisk side, hvor alt er mega sundt eller vegansk eller andet. Vi kan sagtens finde på at lave en sundere version af en kage, men vi laver bestemt også sukkerbomber, fortæller Mathilde Munksø Bentsen.

Camilla Gammelgaard og Bent Bach (foto)
Til dalig går pigerne på Aalborg Universitet, arbejder og spiller håndbold. Alligevel kan de finde tid til at drive madbloggen.

Mange mennesker kender nok følelsen af at stå i supermarkedet og kigge fortvivlet ned i køleboksen i håbet om at finde på noget nyt og spændende, de kan kreere til aftensmad, uden held. Det kender de to piger ikke. Tværtimod.

- Vi handler tit sammen, og vi kan godt finde på at skrive til hinanden kl. 23.30 om aftenen, om vi lige skal mødes nede i Netto, griner Mathilde Munksø Bentsen.

- Ja så går vi på jagt i tilbudskasserne. Der finder man tit noget godt til billige penge, og så starter inspirationen der. Det er nok lidt modsat. Vi starter med ingredienserne, og så finder vi på opskriften. Det kan for eksempel være, at man finder noget kød, og så begynder man at finde på retten ud fra det, fortæller Amanda Juul Jensen.

Camilla Gammelgaard og Bent Bach (foto)
Her er de to nordjyske madbloggere igang med at lave blinis, der senere får lækkert laksefyld på toppen.

Kreativitet og eksperimenter

Der er flere årsager til, at de to piger kan blive ved at finde på nye ting i køkkenet. For det første finder de inspiration fra mange forskellige kilder og for det andet, så er de ikke bange for at eksperimentere.

- Mangler vi en ingrediens, så render vi ikke ned og handler igen, så bruger vi bare noget andet. Vi følger jo ikke altid den oprindelige opskrift. Vi laver mad ud fra det, vi har i køkkenet og stoler på vores egne smagsløg. Selvfølgelig har vi også prøvet, at man lige skal tænke lidt ekstra over det, før man finder på en ret. Der er vores løsning at lave mad, vi kender, på en ny måde. Amanda lavede for eksempel hakkebøffer en dag, hvor hun skiftede det klassiske tilbehør i form af pomfritter, bearnaisesauce og ærter ud med fritter af søde kartofler og avocadocreme. Så giver man en kendt ret et nyt liv, fortæller Mathilde Munksø Bentsen.

Dermed er det kreativiteten, der puster liv i de mange opskrifter hjemme hos Mathilde Munksø Bentsen og Amanda Juul Jensen, selvom den eksperimenterende stil ikke altid lykkedes.

- Nogen gange er det ikke så vellykket, hvis man laver meget om på en opskrift. Men det skal jo gå galt en gang imellem, for at det gode kommer, fortæller Mathilde Munksø Bentsen.

- Det er også det, der gør det sjovt. For lige pludselig rammer man en rigtig god kombination, og så er man helt oppe at køre, supplerer Amanda Juul Jensen.

Camilla Gammelgaard og Bent Bach (foto)
Mummum.dk fik på under et år næsten 20.000 følgere. Nu betaler Bloggers Delight pigerne for deres indhold.

Kontrakt med Bloggers Delight

Det var ikke kun de mange private brugere, der fik øjnene op for de to pigers talent i køkkenet. Det anerkendte website Bloggersdelight.dk blev også hurtigt interesserede i de nordjyske piger, som de tilbød en kontrakt i junimåned. Det betyder med andre ord, at de betaler pigerne for at lægge indhold op, ligesom de tager sig af alt det tekniske og kommercielle, der er omkring bloggen. Eksempelvis kontakter de bloggerne, hvis en virksomhed gerne vil have dem til at reklamere for deres produkt. Det er dog ikke alt de to nordjyske piger takker ja til.

- Når de spørger os, om vi vil reklamere for et bestemt produkt, så vender vi den altid sammen for at finde ud af, om det er et produkt, vi kan stå inde for. Vi tager ikke hvad som helst. Vi har eksempelvis takket nej til at reklamere for et slankemiddel. Det mener vi ikke passer til vores profil, fortæller Amanda Juul Jensen.

Som tingene ser ud i dag, så er der lang vej igen, før veninderne kan leve af deres blog, men de drømmer om at kunne gøre det en dag.

- Vi har arbejdet på nogle forskellige ting, men vi er nået til et punkt, hvor vi gerne vil gøre vores uddannelser færdige og sådan. Selvfølgelig vil vi gribe muligheden, hvis de helt rigtige vilkår er til stede, og vi kan leve af det. Det er jo det, vi bedst kan lide at lave, men det er ikke en mulighed endnu. Så vi venter og ser, hvad der sker i fremtiden, afslutter Amanda Juul Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...