Du kan gå på opdagelse i klassisk design, fransk landsstil, vintagetøj, keramik, lamper, møbler og meget mere

AALBORG: Nogle af Danmarks allerbedste vintagebutikker kommer og udstiller, når der er Vintage Deluxe Marked fra 17.-19. april.

Det er Aalborgparret Katerina Freng og Mikkel Aagaard, som står bag markedet, der snart vender tilbage til Aalborg. Første gang, det fandt sted, var i september, hvor hele 3000 besøgende lagde vejen forbi. Der kom også opkøbere fra forskellige lande som Japan, Portugal, Norge og Sverige. I år gentager parret så succesen.

- Det var rigtig sjovt sidst. Folk tog rigtig godt imod os, siger Katerina Freng.

Parret er desuden indehavere af vintagebutikken Le Renard på Budolfi Plads, og de er overbevist om, at aalborgenserne er klar til denne type marked.

- Det er vigtigt at understrege, at der ikke er tale om et loppemarked. Det er kun for professionelle udstillere, som alle er dygtige og passionerede, som selv har en forretning, og som lever af det, fortæller Katerina Freng.

- Faktisk tager udstillerne rundt og specifikt finder ting til markedet, og så gemmer de også nogle af deres specielle fund, som de kan tage med. Man kan virkelig komme og få en på opleveren, kræse lidt og finde helt unikke fund, fortsætter hun.

Camilla Gammelgaard
Man kan finde vintage i mange forskellige stilarter på markedet. Arkivfoto: Lars Pauli

Stilmæssigt er der noget til enhver smag, hvis du spørger arrangørerne, for der kommer mange forskellige typer af vintagevarer.

- Du kan både finde retro, fransk landsstil, nordisk, klassisk design og meget mere. Det spænder bredt, og du kan finde alt fra en Arne Vodder-stol til 35.000 til mindre nipsting til 100 kroner. Der er noget for alle, siger Katerina Freng.

Selv synes hun, at charmen ved vintage er, at det kan skabe en mere unik stil i hjemmet.

- Du kan købe ting, som du ikke lige finder på ethvert gadehjørne. Man kan fint kombinere tingene med det, man ellers har fra IKEA og andre møbelforretninger, og lade det skabe et unikt og personligt præg. Vi har så meget fantastisk design i Europa, der fortjener at leve videre, fortæller hun.

Vintage Deluxe Marked finder sted i Agri Nord Hallen i Skalborg og begynder onsdag 17. april med et særligt VIP-arrangement fra 16.00-20.00. Det er for alle, som gerne vil opleve det hele og kræse lidt ekstra. Man får blandt andet magasiner, bobler og lidt lækkert med i prisen, og så kan man bruge sin billet alle dagene. Ellers er der almindeligt åbent skærtorsdag 18. april og langfredag 19. april fra klokken 10.00-17.00

Man kan finde mere information på vintagedeluxemarked.dk

Camilla Gammelgaard
Sidste år var der over 3000 besøgende til Vintage Deluxe Marked i Aalborg, der også holdes i København. Arkivfoto: Lars Pauli
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...