Den kreative iværksætterby åbner i sensommeren

AALBORG: Interessen for at slå sig ned i iværksætterbyen Urban City er stigende. Otte ud af de 13 campingvogne - der udgør kontorer - er allerede lejet ud, og flere interesserede med tanker om iværksætteri går netop nu og overvejer, om de vil være en del af det kreative miljø.

Arbejdet med at skabe byen i en gammel remise ved Godsbanearealet går planmæssigt.

Her i begyndelsen af ferieperioden er der ikke så meget aktivitet i området, der bliver indrettet som indendørs campingplads. Men iværksætterne, der lejer sig ind i tomme campingvogne, er godt i gang med at sætte dem i stand og gøre klar til et mix af idéer, kreativitet og socialt ansvar.

Alt sammen noget som Urban City er rundet af.

Et kreativt iværksættermiljø

Manden bag er Christian Helweg, der i forvejen ejer og er daglig leder af iværksætterbyens nabo, den socialøkonomiske virksomhed Råt&Godt som hjælper unge til at få en uddannelse.

Han glæder sig over, at iværksætterne repræsenterer forskellige områder; Nogen laver smykker, syr eller maler, mens en anden laver skulpturer af sten. Og andre beskæftiger sig med interiør samt medier og grafik.

- Aalborg har et kreativt iværksættermiljø, og jeg synes, at Urban City får god opbakning. Både derfra og fra erhvervslivet, siger Christian Helweg, der er uddannet inden for iværksætteri og har arbejdet som socialpædagog.

- Og jeg håber, interessen betyder, at vi også får lejere indenfor eksempelvis apps, markedsføring og rådgivning. For at have så stor variation som muligt.

Socialt ansvar

Urban City er tænkt som et inspirationsområde, hvor man kan tale med iværksætterne og vende både deres og egne idéer, og man kan også købe de produkter, der bliver fremstillet.

- Vi laver en kreativ iværksætterby, hvor man kan bruge hinandens erfaringer. Vi lægger vægt på fællesskab og sammenhold; når min nabo lykkes, lykkes jeg, siger Christian Helweg, der har døbt projektet Urban City - en by af muligheder.

- Vi samarbejder med Råt&Godt, og vi deler de samme værdier. Så hvis nogle af unge, der arbejder her, kommer i praktik hos iværksætterne, så får de afslag i huslejen.

Christian Helweg peger på flere fordele for iværksættervirksomhederne.

- Vi giver dem de fysiske rammer, de bliver en del af vores netværk, og de får stor synlighed hernede, hvor byen er åben for alle, siger han.

- Iværksætterne bliver en del af en bæredygtig profil med fokus på socialt ansvar.

Urban City åbner i begyndelsen af september.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...