Det er en glad Magnus Storch, der nu har fået en læreplads hos Per Buur. Foto: Kim Dahl Hansen
Mennesker

Utraditionel ansøgning giver pote - Magnus har fået en læreplads

Hans mester begrunder netop ansættelsen med, at Magnus har vist initiativ og tænkt ud af boksen

30. august 2022 kl. 13:18

AALBORG: Det giver bonus at tænke ud af boksen. I hvert fald når man er 17-årige Magnus Storch, der netop har fået en læreplads, efter han i sidste uge stillede sig op med et papskilt foran Stark og søgte en læreplads i et tømrerfirma.

Det har givet masser af opmærksomhed, at Magnus Storch stillede sig op med sit skilt her ved Stark på Håndværkervej. Privatfoto

- Det er megadejligt. Jeg er meget glad for, at jeg nu kan komme i gang med min læreplads og fortsætte min uddannelse, siger han, der har sendt ansøgninger ud siden juni.

Lærepladsen er hos firmaet Buur Byg i Aalborg - et lille firma, der i forvejen tæller en svend og mester selv, Per Buur.

Han fremhæver netop det drive, som Magnus Storch har.

- Jeg har ansat ham, fordi han viste initiativ, det var helt afgørende, siger Per Buur.

- Vi har brug for ekstra arbejdskraft, og nu vil vi rigtig gerne lære Magnus op, så han bliver en god tømrersvend.

Menneskelig mester

Netop det, at Buur Byg er et mindre firma, har været afgørende for Magnus Storch, da han skulle vælge mellem de op mod 15 henvendelser, hans utraditionelle initiativ kastede af sig.

- Jeg kan godt lide, at det er et lille firma, så man ikke skal lave det samme hele tiden. Jeg vil gerne prøve så mange forskellige ting som muligt, siger han.

- Og så var det fedt, at det er mester selv, der tog initiativ og ringede til mig. Vi havde en rigtig god snak, han var meget interesseret i mig som person, han er meget menneskelig.

Magnus Storch fortæller, at der er flere af hans kammerater fra Tech College, der stadig leder efter en læreplads. Og hans opfordring er klar:

- De skal holde fast i deres drøm om at få en uddannelse, og så skal de også prøve noget kreativt. Gøre noget anderledes end alle andre.

Kontrakten mellem Per Buur og Magnus Storch er netop blevet underskrevet, og på torsdag, 1. september, har han sin første arbejdsdag hos firmaet, der er ved at renovere en lejlighed.

Annonceret indhold

Nyeste