Utzon Tuben er en del af et tre-årigt projekt, der skal gøre skolebørn endnu mere interesserede i arkitektur.Foto: Utzon Center

Projekt skal gøre børn mere interesserede i arkitektur

AALBORG: Kan arkitektur gøres swag?

Ja, mener man hos Utzon Center, som har stor succes med at fange skolebørns interesse for at designe bygninger. Mange børn har indtil videre besøgt centeret som en del af et undervisningsforløb, primært i faget matematik.

Arkitekturcenteret er desuden i kontakt med børn i fritiden, hvor de blandt andet bygger i LEGO og efterfølgende scanner bygningen ind i Minecraft.

Nu intensiveres indsatsen, når Utzon Center her i eftermiddag, onsdag, åbner universitet på nettet via Utzon Tuben.

Kanalen er en del af et treårigt projekt Arkitektur er en leg, der henvender sig særligt til skolebørn.

Leg og læring

Centret har i forvejen en SnapChat-konto, der kommunikeres livligt på.

- Vi håber, Utzon Tuben på sigt vil vokse sig stor og give børn noget indhold, der på samme tid er spændende og med substans. Vi vil være i øjenhøjde, hvilket betyder, at kanalen er 100 procent på børnenes præmisser og på deres sprog, siger Lasse Andersson, kreativ direktør på Utzon Center.

Værterne er unge med en uddannelsesbaggrund inden for henholdsvis arkitektur og oplevelsesdesign, og de sender blandt andet D.I.Y.-videoer ud på YouTube.

- Utzon Tuben bruger et sprog og en form, som er genkendeligt fra populære YouTube-kanaler, og vigtigst for os er at være åbne og i dialog. Vi har en masse idéer til indhold, som vi løbende justerer i forhold til børnenes ønsker, for kanalen er helt på deres præmisser, siger Deanna Nichele Young, vært på Utzon Tuben.

I den første video forklarer og viser Utzon Tuberne Julie og Deanna, hvordan man laver sit eget græskarlygtehus #archistyle.

Formålet er at få børns øjne op for, at arkitektur er levende og kreativt og handler om meget mere end blot bygninger. På Utzon Tuben opfordres børn til at lege og lære sammen med Utzon Tuberne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...