Tip til gode kulturelle oplevelser

AALBORG: Den kommende weekend står i musikkens tegn, og særligt gør de kvindelige musikere sig bemærket, når det kommer til weekendens kulturelle anbefalinger. Allerede fra torsdag begynder byens spillesteder at danne rammerne for nogle af Nordjyllands lovende og etablerede, såvel som nyetablerede sangskrivere, men på trods af kvindernes kulturelle dominans er arrangementerne for alle. Høje, lave, tykke, tynde og smalle.

Torsdag 26.oktober

Torsdag aften kan du opleve nogle af Aalborgs musikalske stjerneskud på scenen i Huset i Hasserisgade. Det er de to unge kvinder Ginne Marker og Julie Høghsberg, der inviterer til en musikalsk sangskriver-aften, hvor de vil spille originale sange. Ginne Marker vandt sidste år Aalborg Kommunes kulturpris, læser til hverdag på den musikalske uddannelse MGK og var i år med til at vinde Skråens Songwriter-battle. Her blev hun i samme øjemed blev kåret som årets nordjyske sangskriver på baggrund af sit musikalske univers, der handler om drømme og kærlighed bundet sammen af hendes magiske og forførende guitarspil.

Julie Høghsberg læser til hverdag på musikkonservatoriet og går under kunstnernavnet Hoegsberg. Tilbage i 2015 udgav hun sit album “Confessions", der består af et mere skrøbeligt og melankolsk univers med velarrangerede sange, der giver plads til hendes smukke stemme. Derudover har hun sit band med i form af pianisten Nikolaj Svaneborg, Peter Parmo på bas, Jonas Kardyb på trommer og Mads Kirkegaard på sopransaxofon. Denne aften i Huset i Hasserisgade vil begge sangskrivere spille sange fra deres bagkatalog, og give smagsprøver af de nye sange, der snart ser offentlighedens lys.

Begge koncerter kan opleves for én Vejgaard dollar - 50 kr.

Fredag 27.10

Fredag aften er det igen Huset i Hasserisgade, der tager initiativ til et mærkværdigt, men fascinerende koncept. Det er “Huset ud af Huset", der i denne omgang er med den nordjyske folkekære musiker Laura Mo, der udgav sit debutalbum Alkymi tilbage i 2007 og kom med opfølgeren Motel i 2012. Begge plader kastede et utal af gode anmeldelser af sig,

og derudover blev hun nomineret til to nomineringer ved Danish Music Awards, og musikmagasinet GAFFA’s prisoverrækkelse.

Siden debutpladen har hun spillet koncerter over hele landet bl.a. Med Allan Olsen, og i år spillede hun på Tønder Festivalen hele to gange - under to forskellige musikalske konstellationer. Denne aften kan du opleve hende i anderledes rammer end den “klassiske" musikscene. Huset pakker alt det tekniske udstyr og derefter går turen til butik Gejst, der i koncertens anledning forvandles til en alternativ og intim musikscene. Der er kun plads til 30 mennesker, så køb din billet i dag eller kom i god tid.

Hvis du af den ene eller anden grund føler, at du har fået din dosis ugentlig musik, er det også fredag, at den første korkprop bliver åbnet til Aalborg vinfestival. Det foregår i Kedelhallen, Nordkraft, og løber til og med lørdag. Her er der rig mulighed for at smage på forskellige druer fra 14 forskellige lande samt høre historier om de forskellige egne, produktionsmetoder og hvilke år, der er særligt gode. Der er arrangeret forskellige vinsmagninger, som forudsætter køb af billet (175 kr. red.). Dertil medfølger en “Wine bag", der fyldes med nogle forskellige flasker, og hvis det ikke rækker, er det selvfølgeligt også muligt at købe et par ekstra flasker med hjem.

Lørdag 28.10

Den sidste weekend-aften hvor du har mulighed for at være lige så længe oppe, som du har lyst til byder på endnu en kvindelig musiker. Det er den erfarne sangerinde og sangskriver Anne Linnet, der spiller på Skråen med sit fantastiske band, hvor de tager dig med på en rejse gennem tiden, når de spiller sange fra 70’erne og frem til i dag.

Anne Linnet har en fortid i adskillige store danske bands som Shit & Chanel, Marquis De Sade og Anne Linnet band, hvor hun har spillet udsolgte koncerter landet over - med alle tre konstellationer. Med andre ord, der er garanti for en god oplevelse, når en af de helt store ikoner indenfor dansk musikhistorie kommer til Aalborg.

Efter koncerten kan du opleve Katrine Schmidt i Skråens lounge. Hun er endnu en af Aalborgs lovende talenter fra musikscenen, der tidligere i år udgav sin EP Taking My Time , hvor anmelderen Musikblogger.dk skrev “ En vokal som berører og fanger i øjeblikket og derfor er det kun glædeligt at Katrine udgiver sine egne sange i eget navn. " - og kvitterede med fem ud af seks stjerner. Har du billet til Anne Linnet koncerten, gælder den også til Katrine Schmidt bagefter.

Ellers kan du få dig en oplevelse i topklasse for den beskedne entré, der lyder på 50 kr.

Søndag 29.10

Når musikken har spillet og de sidste dråber vin har forladt flasken, kan du tage ud i Aalborg Portland Park, få en fadøl, en grillpølse og støtte hele byens hold når AaB tager imod fynboerne fra OB kl. 18.

Det har været en sløj start på sæsonen for Wieghorts nordjyske mandskab, men de sidste fem kampe på eget græs har været uden nederlag så ifør dig de rød-hvide striber, eller kom som du er, og hjælp AaB på vej op af superligaens rangstige.

Hvis ikke du er til fadøl og fodbold, kan du også gøre et fund på den sidste dag af loppe- og kræmmermarked i Gigantium mellem kl. 10 og kl. 16.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...