Rasmus Prehn (i midten) og Anders Fuglsang (til højre) har skrevet bogen, som er særdeles populær. Arkivfoto: Hans Ravn

"Det Brune Aalborg" giver - i første omgang - 50.000 kr. til Café Parasollen

AALBORG: Før jul udkom bogen "Det Brune Aalborg" skrevet af Anders Fuglsang og Rasmus Prehn. Udover at samle nogle af de sjoveste historier og anekdoter fra Aalborgs legendariske værtshusliv, var bogens erklærede formål, at overskuddet fra bogen skulle gå til Café Parasollens vigtige sociale arbejde for hjemløse, misbrugere med flere.

Nu er bogens første oplag på 2.000 eksemplarer blevet revet væk fra hylderne i Aalborg på rekordtid. Bogen, der er udgivet af det Aalborgbaserede kampagnebureau, Mærkesag, der aldrig før har udgivet en bog, har ikke haft noget egentligt distributionsnet, men er blevet solgt mere eller mindre på frivillig basis fra byens værtshuse, udvalgte boghandlere, museer og supermarkeder.

- Vi er helt overvældet over, hvor stor interessen for bogen har været. Det er simpelthen herligt at udgive noget, som så mange har fundet sjovt og interessant, at der nærmest har været kø efter at få fat i bogen. At vi nu kan udbetale den første donation på 50.000 kroner til Café Parasollen, gør bare det hele endnu mere begejstrings-skabende. Dette er bare den første donation - flere vil følge, siger Christian Made Hagelskjær, der er direktør i Mærkesag.

Også bogens forfattere er glade over interessen for deres historier og stolte over at kunne støtte et godt formål.

- Da Rasmus og jeg drak den første Thy Classic på Aalborg Slotskro og lagde planerne for bogen, havde jeg aldrig drømt om den interesse, vi nu er blevet mødt med. Det har været sjovt og medrivende, og nu glæder jeg mig til at komme ud og holde foredrag og give byvandringer med afsæt i bogens historier, fortæller Anders Fuglsang

- Folk har slet ikke været til at stoppe igen, når snakken først er gået om Aalborgs værtshuse. Historierne står i kø. Selv når jeg er i København møder jeg interessen. Helt rørende var det, da en eksil-Aalborgenser, der har boet det meste af sit voksenliv i Brønshøj i udkanten af Københavns Kommune, kom kørende helt ind til mig på Christiansborg på sin handicap-scooter for at købe bogen kontant. Det fortæller mig, at kombinationen af hyggelige lokalhistorier og indsamling til et godt socialt formål er gået rent ind, siger Rasmus Prehn.

Mærkesag overrækker en check på 50.000 kroner til Café Parasollen på fredag den 9. februar i tidsrummet 15.30 - 16.15. Der vil være kaffe på kanden og et stykke kage. Alle interesserede er velkomne. Parasollens leder Søren Jensen, nogle af stedets øvrige medarbejdere og brugere, Mærkesag, forfatterne, venner, bekendte og andre interesserede vil være tilstede.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...