Det var svært at få øje på spækhuggerens blåst søndag morgen, men den lever stadig

AALBORG: Den ligger der stadigvæk. Spækhuggeren, som i 14 dage har ligget i Limfjorden efter forsøg på en redningsaktion ved Hals.

Søndag morgen tog vildtkonsulent ved Naturstyrelsen Ivar Høst ud for at se til spækhuggeren, som befinder sig ved Nørre Uttrup Lystbådehavn.

Her kunne han konstatere, at den havde flyttet sig siden lørdag.

- Jeg tror, det skyldes, at vi har ekstremt lavvande i Limfjorden i øjeblikket. Den har formentlig flyttet sig for at få den rigtige vanddybde at ligge på, så den har den støtte, den skal have uden at ligge for hårdt på bunden, siger Ivar Høst.

Han er af den overbevisning, at spækhuggeren har flyttet sig ved egen hjælp.

- Jeg har jo ikke set det, men jeg kan ikke få det til at passe med andet , end at den selv har bevæget sig. Det må den have, for den har faktisk krydset den sejlrende, der går ind til lystbådehavnen, siger Ivar Høst og uddyber:

- Jeg tror ikke på, at det er vand og strøm, der har flyttet den, for når vi har faldende vand, har vi udadgående strøm, og den er gået til den anden side, siger han.

I alt er det måske 100 meter, det store havdyr har flyttet sig. Den har bevæget sig om på den anden side af sejlrenden og lidt længere ud.

Troede, den var død

Da Ivar Høst søndag morgen fik øje på spækhuggeren, havde han i første omgang svært ved at dens blåst (udånding, red.). Det fik en overgang vildtkonsulenten til at tro, at spækhuggeren ikke længere var i live.

Det var dog baggrunden, der spillede ind. Det er nemmest at se blåsten i sollys, så den kondenserede luft danner et regnbueskær over hvalen, men her lå den med Aalborg Portland i baggrunden.

- Da jeg havde siddet og kigget længe, så jeg, at den blæste, og jeg så også lidt bevægelser, som kunne indikere, at den trækker vejret. Det virker som om, det er samme rytme som i går, siger Ivar Høst.

Spækhuggeren ligger ikke i vejen, hvor den ligger nu, og den kan få lov til at ligge i fred og ro, fordi den kun ligger på 1,30 - 1,40 meter vand. Her er det begrænset, hvad der kan sejle ind andet end småjoller.

- Vi vil fortsat gerne have, den får fred og ro til bare at ligge der, opfordrer Ivar Høst.

Forslag i den bedste mening

På Facebooksiden Hvaler.dk - og af de kommentarer, som bliver skrevet på Facebook til historier om spækhuggeren, kommer der hele tiden velmenende forslag til, hvordan Naturstyrelsen og dyrlæger bør hjælpe det store dyr. Alt fra fodring til aflivning bliver omtalt. Til det siger Ivar Høst.

- Jeg ser også nogle af de meninger og forslag, men jeg svarer ikke alle.

- Vi skal huske, at det er et vildt dyr, og det er et rigtig, rigtig stort dyr, og vi ved ikke, hvad der er galt med den. Så længe man ikke ved, hvad der er galt med den, kan man jo ikke sætte den rigtige behandling ind - eller gøre noget.

Naturstyrelsen forsøgte for 14 dage siden i samarbejde med Falck at skubbe spækhuggeren ud på dybere vand, men den valgte at sætte kursen mod Aalborg i stedet for videre ud i Kattegat. Og Ivar Høst ser ingen grund til at forsøge den manøvre igen.

- Der har også været forslag fremme om at fodre den, men jeg tror ikke på, at man kan hælde en spandfuld sild ned foran den, og så spiser den af dem. Hvis den ville jage, så kunne den det, siger vildtkonsulenten, som godt forstår, at mange mennesker bliver berørt af spækhuggerens skæbne.

- Man vil jo det bedste. Det vidner de her forslag om, men det er bare ikke så nemt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...