Victoriaskolen i Skalborg kører på skinner og siger goddag 13. august

SKALBORG: En stor flok vandkæmmede lærere og et par hundrede glade og forventningsfulde elever med rene negle kunne meget vel være drømmescenariet på selve åbningsdagen, når den spritnye privatskole Victoriaskolen byder indenfor i Skalborg til et helt nyt skoleår.

Det bliver i sagens natur lidt af en milepæl, når skolen mandag den 13. august siger goddag for første gang nogensinde til såvel elever som lærere, som nu i fællesskab skal give liv og sjæl til det privatskoleprojekt, som rigtig mange ildsjæle har kæmpet ganske længe og ihærdigt for at få op at stå.

Torben O. Andersen
Privatskolen får en central beliggenhed og bliver i øvrigt genbo til Bilka og Aalborg Storcenter. Foto: Torben O. Andersen

Den første skoledag efter en sommerferie er traditionen tro en mærkedag for både store og små, og når man så samtidig kan fejre en skoles "fødsel" - ja, så kan det næsten ikke bliver større i skolemæssig henseende.

Glæder sig helt vildt

Annica Yderskov, der er formand for støtteforeningen for Victoriaskolen, siger til aalborg:nu, at hun glæder sig helt vildt til at byde alle velkommen til Victoriaskolen.

- Vi satser på at have ca. 200 elever fra dag 1., og vi har elever fra 0. klasse til og med 8. klasse.

Den ny privatskole rykker ind i Coops bygninger på Hobrovej 461 i Skalborg og bliver således genbo til Bilka og Aalborg Storcenter.

Annica Yderskov:

- Vi kommer fra begyndelsen til at råde over ca. 1500 kvadratmeter, og på sigt forventer vi at kunne udvide skolen med yderligere et par hundrede kvadratmeter.

Victoriaskolen har i øvrigt indgået en 10-årig lejekontrakt med Coop, og aftalen er også, at ejerne moderniserer og renoverer lokaler og faciliteter til skolens brug.

Stor interesse

Støtteforeningens formand oplyser videre, at man har fået en hel del henvendelser fra lærere, der kunne tænke sig at blive ansat på privatskolen.

- Gruppen bag skoleprojektet består i dag af fire lærere og et par pædagoger foruden et par økonomiske fagmænd, fortæller Annica Yderskov.

Victoriaskolen har fastsat et maksimum på 22 elever i hver klasse, og målet er endvidere at nå op på ca. 440 elever i den to-sporede skole.

Man stiler også efter på andet år at kunne tilbyde 9. klasse på skolen.

Torben O. Andersen
Bygningerne lægger i dag lokaler til bl.a. Aalborg Kommune og en livsstilsbutik og får altså også Victoriaskolen som lejer. Foto: Torben O. Andersen

Det samlede budget for privatskolens etablering er på ca. fem millioner kroner.

Endelig skal det også tilføjes, at skolen holder et åbent hus arrangement for alle interesserede på Hobrovej 461 søndag den 22. april.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...