Var nøgen og fik en god ide
Der kommer også gode ting ud af coronakrisen
AALBORG: En tidlig formiddag var Jakob Hjorth i bad og tankerne løb afsted. Pludselig fik han en ide. Han stormede ud af badet, ind til sin kæreste og proklamerede: - Jeg vil lave et brætspil!
Jakob var som så mange andre blevet sendt hjem i foråret. Til daglig spiller han fodbold for Vendsyssel FF og det der med bare at ligge stille, ligger ikke til ham. Om aftenen og natten lå han og tænkte over sit brætspil og pludselig tog det form.
- Jeg havde til flere arrangementer spillet Magrethe skåls spillet og tænkte, det må kunne laves om til et brætspil, fortæller Jakob.
Som sagt så gjort og nu sidder han så med prototype af det færdige spil. Der er dog ikke nogen skål med i pakken.
- Det var faktisk den oprindelige ide at den skulle med i sættet. Men den ville fylde for meget fortæller Jakob. Spillet har fået titlen Mixing Box og er blevet til brætspil med brikker og tre kategorier; Kendte personer, Tegneserier og animerede figurer og Film/Serier/Programmer. Ideen med spillet er så at man har tre kategorier. I den ene må man kun mime, i en må man tale og i den sidste må man kun bruge et ord. Deltagerne må så gætte så tosset de vil.
-Det var nemt nok at få ideen, men alt det arbejde der lå bagefter overraskede mig lidt, fortæller Jakob.
-Spillet kom til at fylde det hele, jeg tænkte på det hele tiden, fortæller en stolt Jakob.
Da først de 30 siders worddokument med beskrivelse af spillet var færdig kom så alt det efterfølgende arbejde.
-Det skulle have et CE-mærke, det skulle en revisor indover og en grafisk designer skulle også indover, fortæller Jakob. Han skulle også have styr på hvor man får lavet det fysiske spil og så skal der investeres nogle penge. Det er ikke gratis at sætte et spil på markedet.
Fremtiden tegner lys for den unge iværksætter.
- Jeg har allerede nogle aftaler med forskellige webshops og i januar skal jeg til et møde med en større butikskæde. De har vist interesse for spillet, fortæller en forventningsfyldt Jakob.
Jakob er i dag naturligt stolt af det endelige produkt og fortryder ikke, at han forfulgte drømmen om at udgive et spil.
- Jeg har fået utroligt meget støtte, specielt fra min kæreste, fortæller Jakob.
Mixing Box kommer snart i handlen og kan købes for 299,- kroner.